Troen er overalt, og vi skal turde samtale om den. Derfor har Adam Price skrevet tv-serien Herrens Veje som vises på DR1 søndag.
– Jeg er dybt fascineret af tro! Jeg synes, det er et af de mest interessante emner over hovedet!
Sådan indleder Adam Price et pressemøde, der introducerer tv-serien Herrens Veje, som løber over skærmen de kommende søndage med Lars Mikkelsen i hovedrollen som provsten Johannes flankeret af sin hustru Elisabeth spillet af Ann Eleonora Jørgensen. Serien har premiere søndag den 24. september kl. 20 på DR1.
Adam Price er hovedforfatter til serien, der handler om tro og krise, gode intentioner og menneskelig svaghed, om kærlig og konflikt – alt sammen med afsæt i en dansk præstefamilie.
Tro er overalt!
Der er en helt særlig grund til at Price – efter succesen med tv-serien Borgen – tager fat i emnet tro og kirke:
– Vi tror, vi er så sekulære i Danmark. Alligevel er den korsfæstede Jesus på side 1 i vores pas. Korset er i vores flag, og hvert eneste år, når vi åbner Folketinget, foregår det med en bøn, og ved hvert eneste nytår afslutter Dronningen sin nytårstale med Gud bevare Danmark.
– 75 procent er medlemmer af folkekirken. En deltagelse, man i enhver anden sammenhæng ville kalde overordentligt overbevisende. Tro er overalt i den offentlige debat. Naturligvis helt oplagt, når ateisterne i en buskampagne angriber folkekirken og opfordrer folk til at melde sig ud. Men også når vi diskuterer flygtninge og integration, eller når vi har den store omsiggribende diskussion om danskhed og det kulturkristne Vestens møde med islam.
Tro er overalt! Men hvor går man hen med sådan en historie?, spørger Adam Price retorisk og kommer selv med svaret:
– Jeg tror ikke, man kan gå andet sted hen end til Danmarks Radio, som ud over public service-forpligtelsen også har musklerne og modet til en fortælling, som har udfordret os rigtig meget. Voldsomt meget!
Skriver med nysgerrighed
Når jeg skriver på denne serie, skriver jeg vældig meget på nysgerrighed, fortsætter Adam Price.
– Vi har også et meget bredt forfatterrum. Vi spænder over en kristen, en agnostiker, en ateist og en frafalden præstesøn. Så kom ikke her!
– Der har været et utal af præster inde i vores forfatterrum; alle afarter af den danske folkekirke. Og vi har mødtes med imamer og eksperter i jødedom og med buddhister og mystikere. Og det er jo dybt fascinerende når mennesker er fascineret af tro. Noget, der er så luftigt, noget, der ikke kan måles og vejes. Og alligevel kan det være så stærk en følelse, at det er bestemmende for, hvordan vi tolker vores egen tilværelse.
– Det er fascinerende, når mennesker er motiveret af tro. En politimand er motiveret af forbrydelsen, men hvad når et menneske er motiveret til afgørende handlinger på baggrund af tro? Det er en kæmpe udfordring og en fantastisk gave.
Serien tror på samtalen
Vi diskuterer rigtig meget på denne serie, og vi har lavet en fantastisk research, fortæller Adam Price:
– Vi var på en researchtur til Jerusalem for nogle måneder siden. Vi stod på et tag, hvor der var 100 meter til Jesu gravkirke, 100 meter til Al Aqsa-moskeen og 100 meter over til jødernes grædemur. Vores guide sagde: ”Se, dér går en ortodoks jøde på vej til at fejre sabbat, dér går en muslim på vej til fredagsbøn, og dér leger nogle børn sammen, og der er en muslim, en jøde og nogle kristne børn. Lige nu fungerer det!”
Men nogle måneder senere begyndte de at skyde hinanden, som de har gjort flere tusind år på grund af tro.
– En dansk forfatter og teolog Hal Koch sagde for 70 år siden, at demokrati er samtale. Det var hans kristne tro, der fortalte ham det. Og denne serie tror på samtalen. At uanset, hvad vi tror på eller ikke tror på, så skal vi tro på samtalen. For når vi taler sammen, slår vi ikke hinanden ihjel. Og så kan det være, vi overlever dette liv, så vi kan se det evige, slutter Adam Price.
Herrens veje har premiere søndag den 24. september kl. 20.
Læs mere om Herrens Veje her.
Læs mere om Adam Price her.