Ingolf Gabold: Umuligt at lave neutralt drama

0
448

Tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, var med til at kickstarte DR's succes med at lave tv-drama. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.
Tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, var med til at kickstarte DR’s succes med at lave tv-drama. Foto: Bjarne Bergius Hermansen.


I det nyeste nummer af medlemsmagasinet Kirke & Medier sætter vi fokus på dansk tv-drama. Vi har blandt andet snakket med tidligere dramachef på DR, Ingolf Gabold, der
 var medvirkende til at sætte gang i DR’s store succes indenfor tv-drama-genren. I interviewet herunder kan du læse, hvorfor han mener, der er flere forklaringer på, at dansk tv-drama bliver rost både nationalt og internationalt.

Af Robert Bonde Hansen

Ingolf Gabold, DR Drama har gennem de sidste 10-15 år produceret en lang række prisbelønnede serier, hvoraf flere også er blevet eksportsucceser. Hvad er det, DR er lykkedes med?
– I løbet af de første år af min cheftid nåede vi frem til, at det var muligt at lave dansk drama, der ikke alene havde vores danske seeres interesse, men som også var i stand til at tiltrække udenlandsk interesse. Sammen med vores forfattere arbejdede vi med at lade vores historier fungere på to niveauer: Der er den umiddelbare histories niveau, som fortælles gennem karaktererne og deres replikker, locations, lys, lyd, farver og kamerabevægelser; alt det, der også kaldes for cinematografien. Over det niveau af historien ligger en anden mere almenmenneskelig overvejelse, der styres af etiske og sociale overvejelser. Tag for eksempel en serie som Borgen. Serien følger den kvindelige statsminister Birgitte Nyborg, der må balancere mellem sine politiske idealer og de praktiske politiske muligheder i Folketinget. Det er den umiddelbare historie. Oven over denne historie fortælles en historie om en karrierekvinde og hendes vilkår som hustru, elskerinde og mor. De etiske og sociale aspekter fortæller om en kvindes muligheder i Danmark i det første årti af vores århundrede. At valg, hvad art de end har, har konsekvenser, er en tildragelse som seeren kan spejle sig i uanset, om de ville stemme på Birgitte Nyborg eller ej. Dermed ikke sagt, at vi fra DR’s side ikke mener, at kvinder kan være toppolitikere, det kan de så afgjort. Men den gode tv-dramaserie har en morale uden at være moraliserende i snæver forstand. Man kunne også sige, at DR’s tv-dramatik arbejder med den dobbelthed, der så smukt er sammenfattet i ordene over Det Kgl. Teaters scene: ”Ej blot til lyst.”
 

Den politiske tv-serie Borgen med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som partiformand og siden statsminister Birgitte Nyborg har fået ros både herhjemme og i udlandet. Foto: Mike Kollöffel.
Den politiske tv-serie Borgen med Sidse Babett Knudsen i hovedrollen som partiformand og siden statsminister, Birgitte Nyborg, har fået ros både herhjemme og i udlandet. Foto: Mike Kollöffel.


Tre kræfter i god dramatik

Hvor mener du, dansk drama er på vej hen? I disse år er der jo udenlandske produktioner, der har budgetter til rådighed, som DR kun kan drømme om.
– Rent økonomisk kan DR ikke hamle op med udlandets store dramaproduktioner. Til gengæld har DR’s forfattere magt til at styre de tre vigtigste kræfter i god dramatik: stor identifikation med karaktererne, stærk fascination ved plot og miljø og vigtige informationer om andre menneskers liv og levned. Serien Sommer om den aldrende læge og familiepatriark handler således ikke kun om sygdom i en dansk familie, og hvad det gør ved mennesker at have en dement pårørende. Den handler også om hele den danske frihedstradition og patriarkatets fald i en dansk sammenhæng. Endelig vil jeg pege på, at flere af de udenlandske selskaber er interesserede i at samarbejde med Skandinavien. Det er en serie som Lilyhammer, der er en produktion mellem norsk tv og Netflix et godt eksempel på.
Umuligt at lave neutralt drama
Undertiden bliver DR anklaget for at have en bestemt vinkel på virkeligheden. Borgen blev anklaget for at have en radikal statsminister som heltinde, mens alle andre partier blev fremstillet som en samling verdensfjerne socialister og griske kapitalister og Ole Testrup som den bondske og usympatiske nationalist. Er den anklage berettiget?
– Jeg mener ikke, at kritikken er rimelig. Det er klart, at Borgen har en radikal statsminister som heltinde. Det er åbenlyst og et klart valg, vi måtte tage for at holde en balance mellem rød og blå blok. Vi skulle have en minister, der kunne og ville arbejde hen over midten. En dramaserie, der om ikke står i modsætning til Borgen så dog giver en helt anden vinkel, er for eksempel Arvingerne, hvor den overordnede historie giver udtryk for, at ethvert socialt kollektiv kun kan fungere, hvis der ikke er nogen, der kører på fribillet.
I øvrigt er det vigtigt at fastholde, at det ikke er muligt at lave neutralt drama, hvis det vel at mærke ikke skal være gabende kedeligt. DR forsøger at lave tv til alle danskere, men det neutrale må nødvendigvis komme til udtryk gennem den palet af programmer, som DR tilbyder og ikke i de enkelte programmer.
Fakta Ingolf Gabold
Født i 1942 og uddannet komponist (1966). Ingolf Gabold har været ansat i DR som orkesterproducent og tv-programdirektør, og i 1999 blev han udnævnt som dramachef i DR. Han er manden bag dramaserier som Rejseholdet, Nikolaj og Julie, Krøniken, Ørnen, Forbrydelsen og Borgen. Ingolf Gabold stoppede som dramachef i 2012, da han blev 70 år. I 2013 blev han Ridder af Dannebrog.