Herrens Veje må gerne gå dybere

0
992

DR’s aktuelle dramaserie om Folkekirken forspilder en god mulighed for dybdegående personskildring, mener kirkelig mediekonsulent.
”Du må ikke kritisere ’Herrens Veje’. Folkekirken skal bruge serien som en anledning til at tale om tro og kristendom.”
Sådan lyder mange kommentarer til sognepræst og mediekonsulent Christian Roar Pedersen, når samtalen falder på DR’s dramaserie med fordrukne utro familiepatriark provst Johannes Krogh i hovedrollen.
Kirken rystes ikke af en dramaserie
Dette udsagn er Christian Roar Pedersen dog meget uenig med, og han begrunder:
– Hvorfor i alverden må vi præster ikke forholde os kritisk til, hvordan vores kirke og embede skildres? Er folkekirken virkelig så presset, at vi skal være glade bare nogen vil omtale os? Jeg deler ikke det synspunkt. Folkekirken er dybt forankret i det danske folk, og den folkelige opbakning står og falder ikke med en dramaserie på tv. Heldigvis!
Alligevel mener Christian Roar Pedersen, at der er noget tilbage at ønske:
Præster uden kerne
– Serien kunne have givet et mere spændende billede af kirken, hvis den skildrede præsternes kamp for menigheden og de menneskelige skæbner, de møder. Eller hvis troskampen ikke kun handlede om frygten for strukturforandringer og ambitioner om at blive biskop.
Herved forspilder ’Herrens Veje’ muligheden for nogle langt mere dybdegående personskildringer, skriver Christian Roar Pedersen i et indlæg på Kristendom.dk.
Flot afbildning af sjælesorgen
Én ting skal ’Herrens Veje’ dog have ros for, beskriver Christian Roar Pedersen.
– Den bringer sjælesorg på banen. Præsten skildres som en person, man kommer til for at søge råd og for at få lettet sit hjerte. Netop den funktion er utrolig vigtig for præsters virke.

Tine Sundgaard Hansen

 

Tidligere artikelTV 2’s udspil til et kommende medieforlig
Næste artikelTalkshow med Martin Luther