Forsøget med gudstjenester søndag formiddag på DR1 i juletiden bliver nu forlænget indtil påske. Det har DR meddelt KLF, Kirke & Medier.
Lisbeth Langwadt, der er programchef for aktualitet, kultur og dokumentar, forklarer overfor DR, at gudstjenesten ligger godt søndag formiddag i kølvandet på to timer med TV Avisen fra 8 til 10 og derefter 15 minutters morgensang med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard:
– Da vi har et ekstraordinært tilbud på DR1 i forvejen, mener vi, at det giver god mening at sende gudstjenesten både på DR og DR2 frem til påske, forklarer Lisbeth Langwadt.
Argumentet for at også at sende gudstjenesten på DR1 hænger ifølge Lisbeth Langwadt sammen med pandemien:
– Nu hvor corona-situationen er forværret igen, og landet igen delvist nedlukket, er vores fokus på fortsat at bringe gudstjenesterne til danskerne – i den form, det forsvarligt kan lade sig gøre i tiden.
Men gudstjenesten på DR1 får også en ende, selvom Lisbeth Langwadt bruger formuleringen “fortsætter foreløbigt”:
– Efter påske stopper den samlede morgensending på DR1 og gudstjenesten fortsætter udelukkende på DR2 i det sædvanlige tidsrum, hvor vi mener, at den ligger godt.
DR fortjener anerkendelse for den beslutning, mener KLF, Kirke & Medier.
– DR demonstrerer, at de har en forståelse for kirkegængere, der måske i øjeblikket er betænkelige ved at gå til gudstjeneste. Men de får nu et godt tilbud i fjernsynet i den normale kirketid. Samtidig har flere danskere mulighed for at tage gudstjenesten til sig. Det glæder både os – og formentlig også DR, siger Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Men han undrer sig over, at DR kun vil gøre det midlertidigt, når man ser på den normale sendeflade søndag formiddag.
– Det virker besynderligt, at DR ikke vil give gudstjenesten en fast plads søndag formiddag på DR1. Jeg tvivler på, at der er millioner, der lokkes af gamle britiske krimier søndag formiddag, og at DR vil blive ramt af en syndflod af klager, hvis DR dropper genudsendelserne søndag formiddag og i stedet prioriterer en aktuel, dansk-produceret udsendelse. Søndag formiddag på DR1 er normalt til grin.
Mikael Arendt Laursen opfordrer DR til at sende tv-gudstjenesten søndag kl. 10 på DR1 og kl. 14 på DR2.
– For det første vil DR få mere ud af originalt, egen-produceret dansk indhold i stedet for endeløse udenlandske genudsendelser. For det andet vil DR demonstrere, at den tager sit ansvar som kulturbærende institution alvorligt. For det tredje vil flere danskere få en chance for at komme rundt i landets kirker og møde mange forskellige præster. Dette er en vindersag for DR. Det er langt enklere at forsvare en aktuel og relevant tv-gudstjeneste end en genudsendelse af en genudsendelse af en genudsendelse.
KLF opfordrer DR til at følge op på den tætte dialog, der var mellem kirker, teologer og KLF på den ene side og DR på den anden i 2019, hvor udviklingen af tv-gudstjenesten var sat på dagsordenen.
– Jeg kan ærgre mig over, at DR ikke tager dialogen med mediebrugerne i denne sag og derved undlader at følge op på den tætte dialog, der har været om netop tv-gudstjenesten. Men når det så er sagt, vil jeg opfordre DR til at invitere mediebrugerne med til en evaluering af forsøget med at placere tv-gudstjenesten på DR1. Det vil være ærgerligt ikke at evaluere, udveksle synspunkter og vende fremtiden sammen med mediebrugerne af en så uhyre væsentlig ændring i sendefladen, fastslår Mikael Arendt Laursen.