Glimrende valg af chef for trosstof

0
963

DR har offentliggjort, at Morten Thomsen Højsgaard bliver den nye redaktør for DR Historie og Tro. Morten har de sidste fire år arbejdet som generalsekretær i Bibelselskabet.

Foto: Les Kaner
Adventstiden er en tid fuld af forventning, og i år var denne følelse af forventning om muligt større end tidligere. I KLF, Kirke & Medier har vi nemlig længe gået og ventet på en helt bestemt udmelding fra Danmarks Radio. Hvem skal overtage ansvaret for trosstoffet efter Rikke Hedman? Den ansvarlige for trosstoffet er en helt central person for os i forhold til dialogen med DR.
Det er som regel godt at få spændingen udløst, når man går med forventninger i maven. Glæden var da også stor, da vi endelig fik meldingen om, at Morten Thomsen Højsgaard pr. 1. marts 2015 bliver ny chef for DR Tro og Historie. Morten arbejder i dag som generalsekretær for Bibelselskabet, og på den post har han gennem fire år formået at forny denne gamle, hæderkronede institution og føre den flot igennem et stort jubilæumsår. I KLF kender vi Morten fra vores samarbejde med Bibelselskabet omkring indsamlingen af penge til SAT-7 og gennem vores plads i Bibelselskabets repræsentantskab, og vi har været meget glade for samarbejdet.
Morten er et glimrende valg til posten som chef for trosstoffet på DR. Han har en solid, kirkelig forankring krydret med et udsyn og en udviklende og udfordrende energi, som DR helt sikkert vil få glæde af. Og griber han opgaven an, som han i sin tid gjorde det hos Bibelselskabet, så er der meget godt i vente. Vi vil gerne indgå i en åben og konstruktiv dialog med ham om, hvordan trosstoffet kan udvikles på DR’s mange platforme, både på den korte og den lange bane.
Der er en god tradition for, at vi i KLF har et tæt samarbejde netop med chefen for trosredaktionen hos DR, og det er derfor helt naturligt, at vi nu ser frem til et tilsvarende godt samarbejde med den nye chef. Vi håber, at han ligesom sin forgænger mener, at der er plads til mere trosrelateret stof hos DR, ligesom vi gerne vil opfordre til, at alle aldersgrupper tænkes med ind, når nye programmer om tro og åndelighed planlægges. For alle aldre har brug for at møde kirke og kristendom gennem de elektroniske medier.
Forventningens glæde blev ikke den største, da vi gik og ventede på at få ansigt på den nye chef for trosstoffet hos DR. Lad os håbe, at forventningens glæder heller ikke bliver den største, når det daglige dialogarbejde skal begynde i det nye år. Som forening har vi helt naturligt mange forventninger til netop trosredaktionen hos DR, og dem får Morten nu mulighed for at diskutere med os.
Det glæder vi os til at komme i gang med!
 
Se vores interview med Morten Thomsen Højsgaard, som vi lavede kort tid efter offentliggørelsen af hans jobskifte.

Tidligere artikelHer er den nye redaktør for DR Historie og Tro
Næste artikelJulehilsen fra landsformanden