Steen Skovsgaard er forfatter, præst og forhenværende biskop med bred erfaring fra mødet med danske muslimer. Han fortæller om sine erfaringer i KLF Sydvestjyllands efterårsmøde den 10. oktober.
Det er en yderst kompetent foredragsholder, der behandler emnet ”Islams udfordring til folkekirken” tirsdag den 10. oktober kl. 19.30 i Helle Hallen i Årre ved Varde.
Steen Skovsgaard var sognepræst i Gellerup Sogn ved Aarhus i 26 år. Sognet består af to-tredjedele muslimer. Det gav ham anledning til at gøre sig både tanker og erfaringer vedr. mødet mellem muslimer og kristne. Nogle af disse er samlet i hans bøger: ”De fremmede har I altid hos jer”, ”Kristendom og Islam” og senest i bogen: ”Hvad kan du tilbyde mig som muslim, præst?”
Steen Skovsgaard er er netop gået af som biskop over Lolland-Faster Stift for at påbegynde et ph.d.-studie om dommedag i islam og kristendom. Han er inviteret af KLF, Kirke & Medier Netværk Sydvestjylland.
I sit foredrag vil Steen Skovsgaard komme ind på den udfordring, som islam medfører for dansk kultur og en dansk folkekirkelig sammenhæng, samt redegøre for, hvilke forskelle der er imellem kristendom og islam, herunder synet på dommedag.
Entré kr. 75,- inkl. kaffe.