Flemming Pless går bagom det femte bud på DR2

I programmet ’Du må ikke slå ihjel’ har præst Flemming Pless sat tre personer stævne, der alle har forbrudt sig mod det femte bud. Men hvordan ser de tre gerningsmænd på betydningen af biblens begreber som skyld, straf, anger og tilgivelse efter deres forseelse?

0
1520
Foto: Christian Andersen, DR

Hvordan lever man selv videre, hvis man har slået et andet menneske ihjel? Det spørgsmål er omdrejningspunktet i en række samtaler mellem præst Flemming Pless og tre mennesker, der alle har menneskeliv på samvittigheden – enten som følge af en ulykke, i krigstjeneste eller ved drab med fuldt overlæg. Ved at gå i dybden med begreberne skyld, straf, anger og tilgivelse i samtalerne, får seerne indsigt i, hvad de bibelske begreber betyder i praksis for tre personer, der alle har begået forseelser, som har medført ubærlig sorg og vrede hos andre mennesker.  

– Det er ikke altid let at tale om døden og slet ikke, når døden er forårsaget af andre mennesker. I programmerne ’Du må ikke slå ihjel’ på DR2 sætter præsten Flemming Pless de bibelske begreber ind i en nutidig og aktuel kontekst. Vi får et sjældent indblik i, hvilke tanker gerningsmanden sidder tilbage med omkring sin handling, og ud fra forskellige perspektiver hvilke konsekvenser det har selv at have menneskeliv på samvittigheden resten af sin levetid, siger Gustav Lützhøft, ledende redaktionschef i DR Kultur & Samfund.

Flemming Pless siger i programmet, at ‘kristendommen skal virke overalt i livet, hvis den skal give mening’. Det er udgangspunktet for samtalerne med de tre mænd Lars, Lasse og Mads, som ud fra flere vinkler forholder sig til den gerning, de har begået.

Flemming Pless sætter de bibelske begreber ind i en nutidig og aktuel kontekst, og Vi får et sjældent indblik i, hvilke tanker gerningsmanden sidder tilbage med omkring sin handling

Gustav Lützhøft
ledende redaktionschef i DR Kultur & Samfund

Lasse har været involveret i en trafikulykke, hvor tre børn mistede livet. Mads har været soldat i Afghanistan, hvor han i krigstjenesten har været med til at tage liv, og Lars har dræbt sin far med et oversavet jagtgevær. Der er tale om tre meget forskellige sager, men uanset motiv og baggrund for drabene taler Flemmings Pless med de tre personer om, hvad skyld, anger, straf og tilgivelse betyder for dem i dag. Flemming Pless spørger blandt andet de tre mænd om de kan tilgive sig selv for deres gerning, og om de oplever, at samfundet kan tilgive deres handlinger.

‘Du må ikke slå ihjel’ sendes på DR2 fra den 17. maj klokken 22.00 og på DR’s streamingtilbud DRTV og de efterfølgende tre søndage.

Tidligere artikelStjernholm tog point i 2. udgave af “Gud fader bevares?”
Næste artikelDebat: TV 2 svigter sit public service-ansvar ved ikke at tage danskernes religiøsitet alvorligt

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her