Fastholder de sociale medier vores ungdomssynder?

0
693

Det spørgsmål stiller biskop Peter Skov-Jakobsen i sin blog, som vi her bringer uddrag fra.
Det er egentlig et spændende spørgsmål – det her med at vores liv er foreviget på sociale medier. Selvom det for flere er svært at huske en tid før smart phones og tablets, er de sociale medier fortsat et forholdsvis nyt fænomen, som vi ikke kan kende konsekvensen af.
Peter Skov-Jakobsen fortæller:
– Vi åbner vores liv for hinanden hele tiden. Vi fortæller om store og små begivenheder. At være menneske er at gøre sig hørt og set. Det er at melde sig til ordet og handle medmenneskeligt og politisk. Tidligere gjorde vi det i det små og uden at være kendt af så mange. Nu er vi hele tiden meget mere offentlige.
Søgemaskinen Google har sat sine tydelige spor. Så tydelige, at vi i dag bruger udtrykket “at google” i flæng. Og google er præcis det vi gør i mange forskellige relationer med vores medmennesker for at se, hvem de mon er.
– At være menneske er at blive forstået af de andre. Det er at udsætte sig for de andres fortolkning om, hvem man er. De andre vil fremover bruge masser af informationer for at forstå vores personlighed og se os i sammenhæng, skriver Peter Skov-Jakobsen og fortsætter:
– Fremover vil folk sidde med hele vores liv foran sig. De kan se, hvad vi skrev som 16 årige i ophidset debat med en klassekammerat. De kan også se den eksperimenterende unge, der på alle måder prøver livet af. De kan se, hvem den sindige voksne er, der har etableret sig og finder sin egen vej ind i livet med udfordringer og nederlag, med karrierer og opture.
Det er rigtig interessante overvejelser at gøre, og det leder os frem til spørgsmålet om, hvad vi mon stiller op med alle disse oplysninger. Det spørgsmål stiller Peter Skov-Jakobsen også – og han forsøger at give sit bud:
– Gad vidst, hvad vi vil stille op med alle disse oplysninger? Kan vi forholde os til dem. Vil vi søge efter en rød tråd eller vil vi være nådige mod hinanden og erkende, at verden er fyldt med overraskelser og den kan lige pludselig blive helt anderledes, fordi vi mødte et menneske, der kom til at betyde meget enten fordi vi afskyede eller elskede.
Peter Skov-Jakobsen fortsætter med sine retoriske spørgsmål til fremtiden:
– Gad vidst, om vi vil fastholde hinanden på ungdomssynder eller fejltagelser eller vil der være plads til, at vi gjorde noget dumt, men kom på benene og klarede os godt, og derfor overvandt dumheden, der stadig kan spores i vores handlinger i evigheden (læs: nettet og de sociale medier).
Disse interessante overvejelser afsluttes med Peter Skov-Jakobsens kommentar:
– Spørgsmålet er bare, om vi vil give hinanden lov, eller om vi vil spærre hinanden inde i fortolkninger, som den enkelte aldrig kan bryde ud af. Hvis det sker, så bliver vi kedelige og bange for os selv og vores rygte.

Kilde: kirkenikbh.dk
Tidligere artikelKommentar: Gintberg på kanten (af Folkekirken)
Næste artikelMedieforlig 2014: Møde med Troels Ravn

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her