Hver syvende kommentar på DR og TV 2’s Facebook-sider er ”hadefuld”, vurderer Institut for Menneskerettigheder. Stationerne skal lære at håndtere de hadefulde ytringer, der ikke er decideret ulovlige, lyder vurderingen.
Ny rapport viser, at hver syvende kommentar på DR Nyheders og TV 2 Nyhedernes Facebok-sider er ”hadefuld”. Betegnelsen dækker dog et bredt spekter af ytringer, hvoraf de fleste er i den milde ende. Det viser, at sidernes moderatorer har godt fat i redigeringen, skriver Institut for Menneskerettigheder, der står bag undersøgelsen.
Trusler redigeres væk
Analysen viser, at 15 procent af de indsamlede kommentarer er hadefulde, hvilket svarer til hver syvende kommentar. Hovedparten af de hadefulde kommentarer ligger i den milde ende af den grovhedsskala, der er brugt til at indfange nuancerne i de hadefulde ytringer, skriver Institut for Menneskerettigheder.
– Det tyder på, at nyhedsmedierne har godt fat i redigeringen af ulovlige kommentarer som fx trusler, men når hver syvende kommentar stadig er hadefuld efter redigering, tyder det samtidig på, at nyhedsmedierne mangler at finde nøglen til, hvordan de håndterer de hadefulde ytringer, der ikke er decideret ulovlige, lyder vurderingen.
Religion står for skud
De såkaldte ”hadefulde ytringer” forekommer hyppigst i nyhedsopslag om emner som religion og tro, flygtninge, ligestilling, politik og integration. De fleste er rettet mod andres politiske ståsted og politikere (31 procent). De næste to grupper, som hadet rammer, er etnicitet (22 procent) og religion (21 procent). På området religion omhandler de hadefulde kommentarer særligt islam (86 procent). Personer med etnisk oprindelse i Mellemøsten eller i Vesten uden for Danmark er også mål for de hadefulde kommentarer.
På en fjerdeplads finder vi kommentarer, der går på andres køn (15 procent). Her er der flere hadefulde og sexistiske kommentarer om kvinder end om mænd.
3000 kommentarer
Institut for Menneskerettigheders undersøgelse bygger på 3000 kommentarer fra DR Nyheders og TV2 Nyhedernes Facebook-sider.
Begrebet ”hadefulde ytringer” forstås i undersøgelsen som ”stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerende og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status.”
Kommentarerne er indsamlet tidligst 12 timer efter at de er offentliggjort for at sikre, at nyhedsmedierne kan nå at redigere og eventuelt slette kommentarer, der er i strid med deres egne retningslinjer.