”Er du tosset, jeg bliver grebet!”

0
1102

Et interview med en kvinde, der har mødt Jesus, og en samtale om tro mellem en sognepræst og en ateist udløser Buketten til Go’ morgen Danmark og værterne Mikkel Beha Erichsen og Ida Wohlert.

 
Go'morgen-Danmark hjemmeside
Værter på Go morgen Danmark, Ida Wohlert og Mikkel Beha Erichsen fik overrakt KLF, Kirke & Mediers Buketten af generalsekretær Mikael Arendt Laursen
for to indslag om tro og kristendom. Foto: Mikael Arendt Laursen
Af Mikael Arendt Laursen
– Når man ikke selv er troende, er det en oplevelse, når der kommer et menneske ind og siger “jeg har set Jesus! Han var der!” Og hun kigger mig i øjnene på en måde, der siger, det har hun. Det kan jeg ikke diskutere med hende. Men så bliver jeg nysgerrig og tænker på, hvad hun har set, som vi andre ikke kan se. Alle elementer af min grundnysgerrighed vækkes, og jeg tænker, at det vil jeg vide mere om.
Sådan fortæller vært på Go’ morgen Danmark Mikkel Beha Erichsen om sit møde med Charlotte Rørth, der besøgte Go’ morgen Danmark i januar for at fortælle om dengang, hun mødte Jesus.
Allerede halvanden måned senere er kirke og tro igen i fokus i Go’ morgen Danmark, da Mikkel Beha Erichsens kollega Ida Wohlert interviewer en kristen og en ateist i anledning af udgivelsen af deres fælles bog ”De overbeviste – samtaler om tro.”
Troen er indenfor kort tid i centrum to gange i det kendte studie på Hovedbanegården i København. Det belønner KLF, Kirke & Medier med Buketten.
Wauw!
Begge værter lavede to gode interviews om tro, og de er enige om, at det er et spændende emne. Ida Wohlert rundede for eksempel sit indslag af med ordene: “Vi kunne snakke meget mere om det her. Det er sindssygt interessant.” Da KLF overrækker Buketten til hende og Mikkel Beha Erichsen bekræfter hun da også, at der er noget særligt ved at interviewe mennesker, der tror.
– Der åbner sig en kæmpe verden, man som ikke-troende slet ikke kender. Når du sidder over for et menneske, der virkelig tror, så tænker man wauw. Det er et rum, jeg aldrig rigtig har været i, men som jeg fik lyst til at gå mere rundt i, fortæller hun, og Mikkel Beha Erichsen har det på samme måde.
– Er du tosset, jeg blev grebet af at snakke med Charlotte (Rørth, der har mødt Jesus, red.). Det var en stor oplevelse, siger han.
En værktøjskasse af tro
Både Mikkel Beha Erichsen og Ida Wohlert er taknemmelige for KLF, Kirke & Mediers anerkendelse, og om sin egen oplevelse af interviewet med sognepræst Henrik Højlund og ateist Carsten Andersen fortæller Ida Wohlert.
– For mig er det interessant, når man finder steder, hvor de to kan mødes på trods af deres forskelligheder. Det gjorde de flere steder. Jeg spurgte præsten (Henrik Højlund, red.), om han er et lykkeligere menneske, fordi han er troende. Han kiggede helt mærkeligt på mig, begyndte at grine og sagde “det ved jeg sørme ikke.” Men han havde en masse værktøjer i kraft af sin tro, som han kunne tage op, hvis der var noget, der ramte ham og var svært i hverdagen. Det kunne ateisten (Carsten Andersen, red.) ikke lade være med at være en smule misundelig over, indrømmede han.
En anden tilgang til trosstoffet
TV 2 har ikke en trosredaktion, og ledelsen har besluttet, at indslag om tro skal spredes ud over sendefladen, hvor det falder naturligt. Det er indslagene i Go’ morgen Danmark gode eksempler på, og derfor belønner KLF både Ida Wohlert, Mikkel Beha Erichsen, Go’ morgen Danmark og TV 2 med Buketten.
Om Buketten
KLF, Kirke & Medier giver hvert kvartal en buket til medier eller mediepersoner, som på særlig måde formidler kristne værdier og god etik. Denne gang går Buketten til Go’morgen Danmark på TV 2 for to indslag om tro. I det ene indslag havde vært Mikkel Beha Erichsen besøg af Charlotte Rørth, der fortalte om sit møde med Jesus på en rejse i Spanien. I det andet indslag interviewer Ida Wohlert sognepræst Henrik Højlund og ateist Carsten Andersen med udgangspunkt i deres fælles bog “De overbeviste – samtaler om tro.”

Tidligere artikelDR Kirken er blevet upersonlig
Næste artikelGlæde over ny dramaserie om tro på DR

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar

Skriv dit navn her