På både DR og i et vist omfang på TV 2 er der programmer, der er værd at tænde for. I alt sender DR 12 gudstjenester i radio og fjernsynet hen over julen. Dertil kommer en mængde interessante radioprogrammer på P1. Alt i alt dækker DR julen ganske godt, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
– DR leverer en god, men desværre også forventelig dækning af julen. Der er de traditionelle transmissioner fra gudstjenester på radio og tv. Og derudover kan man også fange morgenandagten på både DR K og P2. Men der er som sådan ikke nogen store julegaver fra DR, når man studerer sendeplanen. DR leverer ikke noget særligt, fordi det er jul, konstaterer Mikael Arendt Laursen.
Han skynder sig dog at tilføje, at der dog er ét initiativ, som fortjener ros. Og det er radioprogrammet ”Det kimer nu til julefest” på P1 den 24. december kl. 10.03, som blandt andet kan præsentere en nyskrevet julesalme af Suzanne Brøgger.
– Christoffer Emil Bruun og Paula Larrain har lagt sig i selen for at producere et radioprogram, der handler om julens baggrund i begivenhederne i Betlehem for cirka 2000 år siden. Det ser jeg meget frem til – særligt fordi det desværre er en fremmed fugl i sendefladerne, bemærker Mikael Arendt Laursen.
Malplacerede og lette løsninger
Men bortset fra det bærer sendefladerne præg af nogle malplacerede tilbud. Mikael Arendt Laursen bemærker programmer som ”De sidste dage i Jerusalem” (DR K, 23/12, 12:15 og 24/12, kl. 14.55), ”Vejen til Konstantinopel” (DR K, 24/12, 8:35) og ”Gåden om Jesu grav” (DR K, 24/12, 15:50).
– Det er programmer, som passer bedre til påsken end julen. Det er programmer, som har været sendt før, og de gør os ikke klogere på julen. Skulle vi nu ikke få Jesus født først, før vi begraver ham? spørger Mikael Arendt Laursen med et glimt i øjet.
Han understreger, at han på ingen måde er ked af gudstjenestetransmissioner og nyskabelsen den 24. december, men det er de lette løsninger.
– Jeg savner i den grad noget journalistisk nysgerrighed og kreativitet. Det er forstå mig ret let at transmittere gudstjenester og indkøbe programmer med en kristen fernis i udlandet. Men vi får ikke den kreative ide, som Christoffer Emil Bruun og Paula Larrain leverer med deres radioprogram, i fjernsynet. Og det er en skam.
ZDF tager til Betlehem – DR burde følge med
Den tyske public service-station ZDF går anderledes ”ambitiøst” til værks, bemærker Mikael Arendt Laursen. For det første får julens kirkelige traditioner og symboler en god dækning i det ugentlige magasinprogram sonntags (Om søndagen). For det andet producerer ZDF nye dokumentarer og reportager fra tyske julemarkeder, om præsters liv og ikke mindst et timelangt program fra Betlehem, hvor reporteren Markus Lanz graver i, hvorfor vi fejrer jul.
– Målt på minutter giver ZDF og DR nok lige meget kirkeligt i tv i denne jul. Men der er en helt anden nysgerrighed, kreativitet og vilje over ZDFs programmer her i julen, og det burde DR lade sig inspirere af, slutter Mikael Arendt Laursen.
Højdepunktet Mit Markus Lanz im Heiligen Land (Med Markus Lanz i Det hellige land) sendes den 25. december kl. 12.35 på ZDF og kan ses med danske undertekster.
Sendeplan: Julens og nytårets gudstjenester på DR1, DR K og P1
- 23. december klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste på P1 – fra Lejrskov Kirke ved Lunderskov
- 23. december klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste fra Sct. Peders Kirke i Randers
- 24. december klokken 15.00 på DR1: Gudstjeneste – direkte fra Agri Kirke på Mols
- 24. december klokken 16.25 på P1: Juleaftensgudstjeneste fra Vor Frue Kirke i Aarhus
- 24. december klokken 23.55 på DR1: Midnatsmessen fra Rom med pave Frans
- 25. december klokken 9.54 på P1: Julegudstjeneste fra Vor Frue Kirke i Aarhus
- 25. december klokken 14.00 på DR K: Julegudstjeneste fra Sct. Peders Kirke i Randers
- 26. december klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Vor Frue Kirke i Aarhus
- 30. december klokken 9.54 på P1: Gudstjeneste fra Søndermarkskirken i Viborg
- 30. december klokken 14.00 på DR K: Gudstjeneste fra Sct. Peders Kirke i Randers
- Natten mellem 31. december og 1. januar klokken 00.06 på DR1: Nytårsgudstjeneste fra Roskilde Domkirke
- 1. januar klokken 9.54 på P1: Nytårsgudstjeneste fra Helsingør Domkirke