Ekstra licensmidler til børn, unge og public service

0
763

Barn-tv-web
Partierne bag medieaftalen har aftalt at styrke public service og indsatsen over for børn og unge med 80 millioner kroner. En oplagt mulighed for at formidle stof om tro og eksistens til børn og unge, mener KLF. 
Partierne bag medieaftalen for 2015-2018 har indgået en aftale om anvendelse af et engangsbeløb på 80 millioner kroner fra overskydende licensmidler fra 2015.
Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.
23 millioner går til at udvide Public Service-Puljen. Samtidig styrkes DR’s og TV 2-regionernes indsats i forhold til børn og unge.
– Jeg er meget tilfreds med, at vi har opnået politisk enighed om en markant forøgelse af midlerne i Public Service-Puljen i 2017, siger kulturminister Mette Bock og tilføjer:
– Jeg er også meget glad for, at der er så bred opbakning til at styrke DR’s og de regionale TV 2-virksomheders indsats i forhold til børn og unge, blandt andet i kraft af fokus på talentudvikling inden for DR’s børne- og ungedrama.
KLF: Giv børn og unge saglig oplysning om tro og eksistens
De ekstra midler til børne- og ungeområdet er en oplagt mulighed for at eksperimentere med formidling af stof om tro og eksistens til denne oversete, men vigtige målgruppe, mener KLF, Kirke & Medier.
– Børn møder stort set ingen programmer om kristendom og tro, når de tænder for deres kanaler, og når en kirke endelig dukker op på Ramasjang, så er det for at gøre grin med den, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen og henviser til Ramasjang-udsendelsen Onkel Rejes Sørøvershow, hvor en rundkirke bruges som toilet. I samme programserie viser de Gud med en skødehund og julemanden på en sky.
– Det er latterliggørelse af kristne symboler i stedet for information og oplysning på et ordentlig grundlag, siger Mikael Arendt Laursen og slutter med en direkte opfordring til DR og TV 2:
– Lad os nu endelig se, at de kreative mediefolk, der har fokus på børn og unge, også tør tage fat i trosstoffet og gøre det interessant for dem.

Af Svend Løbner

Fakta:
Partierne har besluttet af de overskydende licensmidler på i alt 80,3 mio. kr. at afsætte:
• 23,0 mio. kr. til en forøgelse af Public Service-Puljen i 2017 til ca. 70 mio. kr. Af de ekstra midler skal 5 mio. kr. gå til projekter, der laves i samarbejde med de regionale filmfonde. Fra Public Service-Puljen ydes støtte til kommercielle tv-stationer til produktion af dansk tv-drama og tv-dokumentar samt tv-programmer målrettet børn og unge.
• 10,0 mio. kr. til DR til styrkelse af dansk børne- og ungedrama med fokus på talentudvikling.
• 5,0 mio. kr. til de regionale TV 2-virksomheder til medfinansiering af et projekt op til kommunalvalget, der har til formål at styrke børn og unges deltagelse i den demokratiske debat og øge stemmeprocenten blandt unge.
• 2,0 mio. kr. til sekretariatsbetjening af et udvalg om den fremtidige finansiering af dansk digital indholdsproduktion, som aftalepartierne har besluttet at nedsætte.
De resterende 40,3 mio. kr. reserveres til eventuel senere disponering.

Kilde: Kulturministeriet

Tidligere artikelTidsånd: God start med plads til forbedringer
Næste artikelKirkens vej til danskerne går gennem medier