DR’s ny mediedirektør inviterer til dialog

0
697

Henriette Marienlund bliver DR’s ny mediedirektør og får dermed ansvar for udvikling af DR’s kanaler, tjenester og platforme. Hun glæder sig til mange kopper kaffe med mediebrugerne.
Henriette Marienlund er 52 år og uddannet journalist. Hun har været redaktionschef på TV 2 i en årrække inden hun fra 2013 blev tværgående chef i DR Medier, konstitueret DR1-chef og nyhedsredaktør.
Har sat vand over til kaffe
Den nye mediedirektør ser i første omgang frem til muligheden for at lytte og komme i dialog:
– Jeg har sat vand over til rigtig mange kopper kaffe i den kommende tid. Selvom jeg har arbejdet professionelt med medier i tre årtier, er det et fag, hvor man altid kan blive klogere. Der er al mulig grund til at være åben over for alle – medarbejdere, eksperter, politikere og branchefolk – der engagerer sig i debatten om fremtidens mediebillede. Og allermest bliver det virkelig interessant at drøfte med befolkningen, hvordan de ser på det hele, siger hun.
Dialog-arrangementer på vej
Henriette Marienlund er aktivt med i en række dialog-arrangementer, DR er ved at planlægge i 2017. Her vil man sørge for, at den brede befolkning, altså brugerne af DRs indhold, også får lejlighed til at give deres besyv med i debatten om public services rolle i fremtiden.
Henriette Marienlund har en klar vision for, hvad godt public service-indhold er – nu og ikke mindst i fremtiden. Hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet:
– Jeg har naturligvis ideer, som jeg nu glæder mig til at folde yderligere ud. Den røde tråd vil være, at vi skal levere indhold, der viser mod og giver indsigt.
Knivskarp public service
– Det skal stå helt knivskarpt, at public service-indhold fra DR er noget ganske særligt. Udviklingen i mediemarkedet går voldsomt stærkt, og digitaliseringen ændrer vores medievaner markant i disse år. Jeg er dog overbevist om, at danskerne fortsat vil efterspørge og bruge stærkt indhold, siger hun på DR.dk.
Og hun bakkes op af DR’s bestyrelsesformand, Michael Christiansen:
– Jeg er slet ikke i tvivl om, at hun vil være den helt rigtige til at løse den opgave hun har fået stillet, nemlig at sikre et stærkt public service fokus, samtidig med, at hun skal være spydspids i forhold til de udfordringer, vi står overfor i form af særligt nye medievaner og øget digitalisering.
Henriette Marienlund tiltræder 1. april 2017 og afløser Gitte Rabøl, som træder tilbage efter seks år på posten.

Tidligere artikelKLF til TV 2: Opret en trosredaktion
Næste artikelCitat af Flemming Stentoft