DR’s julekalender får blandet modtagelse

0
748

Dette års julekalender på DR1 og DR Ultra hedder Den Anden Verden og har mødt hård kritik for at indeholde for lidt jul og for meget uhygge. Debatten fortsætter blandet andet på KLF's Facebook-side. Foto: Jesper Tøffner
Dette års julekalender på DR1 og DR Ultra hedder Den Anden Verden og har mødt hård kritik for at indeholde for lidt jul og for meget uhygge. Debatten fortsætter blandet andet på KLF’s Facebook-side. Foto: Jesper Tøffner.

 
Der er for lidt jul og for meget uhygge i julekalenderen på DR1, mener kritikere. Det er manglende omtanke fra DR, at julekalenderen Den Anden Verden blandt andet lærer de unge at besvime, men julekalenderen bygger dog julestemningen op ganske langsomt, mener debattører på KLF’s Facebook-side.
DR’s julekalender er kommet i vælten efter, at seere har kritiseret Den Anden Verden for at indeholde for lidt jul og for meget uhygge med dunkle og til tider voldsomme scener. Hovedpersonen Sara lærer blandet andet at få sig selv til at besvime for at komme til Den Anden Verden. Det er for galt, mener Merete Schultz Nielsen, der har kommenteret julekalenderen på KLF, Kirke & Mediers Facebook-side: ”For under en måned siden skrev vores lokale folkeskole rundt til alle forældre, at der var problemer med, at større elever havde lært yngre elever besvimelseslege. Hvor smart er det lige at bruge sådan en teknik i en julekalender, når Sarah skal fra den ene virkelig til den anden? Manglende omtanke fra DR’s side. Synes bestemt ikke det er smart” skriver hun.
Se Den anden verden med jeres børn
Gratisavisen Metroxpress har forelagt seernes kritik for seriens producer Andreas Hjortdal, som svarer.
– Vi er selvfølgelig kede af, at nogen kan opfatte det som om, at hun hyperventilerer. Det er bestemt ikke meningen, og vi fraråder selvfølgelig at forsøge på det derhjemme. Eventyrverdenen findes kun i fiktionens verden.
Julekalenderens målgruppe er de 8-16-årige, men Hjortdal anbefaler, at de yngste ser den med en voksen.
– Vi har valgt at give julekalenderen noget mere drama i år, og den kan ind i mellem opleves uhyggelig og dunkel. Vi har gerne villet fortælle en historie, som både kan få folk til at grine, græde og nogle gange føle en trang til måske at gemme sig bag puden, siger han til Metroxpress.
Gå ind på KLF’s Facebook-side og deltag i debatten om DR’s julekalender Den anden verden.
Ingen klassiske juletraditioner
Julekalenderen Den Anden Verden kritiseres også for at indeholde alt for lidt jul, men det er Signe Lautrup-Nielsen kun delvist enig i, fremgår det af hendes indlæg på KLF’s Facebook-side: ”Ser den sammen med mine tvillingepiger på 11 – vi er alle meget begejstrede. Den kom langsomt i gang, ja. Ikke meget jul, rigtigt. Men bare det, at det er hver dag i de famøse 24 dage bygger i den grad julestemningen op. Og så synes jeg de to hovedpersoner er så godt ramt med deres sårbarhed og for Sarahs vedkommende selvoptagethed – så fint et spejl af, hvordan det er,” skriver hun.
Anders Hjortdal fra DR håber da også, at seerne kan finde julen i serien, selv om de traditionelle julefortællinger er erstattet med Brødrene Grimms eventyr.
– Vi har gerne ville lave en moderne og dramatisk fortælling og har derfor valgt ikke at fokusere på de klassiske julekalender-traditioner, men på alle de magiske historier, der er i Grimms eventyr, siger han.
Julekalenderen Den Anden Verden bliver sendt på DR1 alle dage frem mod jul kl. 19.30. Tidligere afsnit kan ses på dr.dk/tv

Svend Løbner

Tidligere artikelKLF til møde i DR om fremtidens højmesse på P1
Næste artikelTV 2 vil inspirere seerne med gode historier