DR2 reklamerer for prostitution

0
822

Programmet ”2 blowjobs, tak” hører slet ikke hjemme på Danmarks Radio, mener KLF, Kirke & Medier.
På mandag den 12. maj leverer DR et forbrugerprogram om købesex. Her får man at vide, hvor meget sex man kan få for 1000 kroner på det grå sexmarked.
”2 blowjobs, tak” hedder programmet, der nu får KLF, Kirke & Medier til tasterne:
– Hvad bliver det næste? En guide til, hvor man finder billigst narkotika på Christiania, eller information om, hvordan man smartest kommer i besiddelse af et håndvåben? Helt ærligt, DR! Det er altså helt galt!
Det siger Mikael Arendt Laursen, der er generalsekretær KLF, Kirke & Medier. Landsforeningen er Danmarks største mediebrugerorganisation og overvåger bl.a. mediernes etik.
Han protesterer mod det grænseoverskridende program, som han kalder ”reklame for prostitution”:
– Den slags forbrugeroplysning hører på ingen måde hjemme på DR eller for den sags skyld i medierne. Det er næppe ulovligt at sende den slags oplysninger ud til danskerne, men det er uetisk at bruge DR til at reklamere for prostitution, som det lyder til, at de gør her. Uanset om nogle prostituerede påstår, at de selv har valgt deres profession eller ej, så er der rigtig mange ulykkelige skæbner her, som burde hjælpes på en helt anden måde, fastslår han.
KLF, Kirke & Medier vil nu rette henvendelse til DR og spørge, hvorfor et sådant program bliver sat på sendefladen og hvad de ønsker at opnå med det.
Programmet ”2 blowjobs, tak” sendes på DR 2 mandag den 12. maj kl. 22:00.

Tidligere artikelMedieforlig 2014: Møde med Ellen Trane Nørby
Næste artikelJobannonce: Kommunikationsassistent