DR Ung risikerer at blive et ekkokammer

0
951

DR’s stof til unge samles under én hat: DR Ung. Det sker for styrke programindholdet til unge. Man kan frygte, at det sker på bekostning af almendannende indhold, fordi unge så kun hører og ser det, der interesserer dem, lyder det fra KLF, Kirke & Medier. 
Alt DR’s indhold til unge samles i en større enhed, DR Ung. Det gælder både P3, tv, digitalt, streaming. Målet er ifølge DR’s kulturdirektør, Tine Smedegaard Andersen, at styrke fokus på de unge. ”Det er helt nødvendigt lige nu, hvor deres ændrede medievaner for alvor slår igennem,” siger hun på DR.dk.
Men større fokus kan også betyde yderligere fragmentering. Man kan frygte, at en styrkelse af indhold til unge sker på bekostning af almendannende indhold, mener KLF, Kirke & Mediers generalsekretær, Mikael Arendt Laursen.
– DR Ung risikerer at blive et ekkokammer for unges egne præferencer, ligesom vi i øvrigt ser det på sociale medier, siger han.
KLF, Kirke & Medier talesatte allerede problemet, da DR1 placerede børnestof på særlige børnekanaler og ungdomsstof på DR3.
– Vi mener stadig, at mediehuset bør overveje, hvordan de kan skabe sammenhængskraft frem for fragmentering og inklusion frem for kasser. Problemet ses tydeligt med trosstoffet, som er ikkeeksisterende for børn, i høj grad knyttet op på satire for unge og under pres for voksne. Ved i stedet at tænke stofområderne bredt for hele befolkningen kunne man måske gøre alle lidt klogere på det, som betyder noget, siger han og tilføjer:
– Det har jo vist sig, at DR’s store historiesatsning Historien om Danmark kan samle hele familien. Lad os få mere af det!

Tidligere artikelSådan afsløres fake news
Næste artikelDanskerne skifter fra flowmedier til digitale medier