Tirsdag præsenterede DR en række nye programmer, der er på vej – og det er meget løfterigt, mener KLF, Kirke & Medier:
– I 2018 og 2019 har vi talt rigtig meget om besparelser i DR, og man kunne frygte, at det ville trække store veksler på kreativiteten i DR. Men det er umiddelbart ikke sket, og det tegner godt, mener Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier.
Der er flere interessante programmer på vej fra DR, som nok også vil interessere mange medlemmer af KLF.
27. august havde DR1 premiere på en ny omgang af Øgendahl og de danske forfattere. Denne gang møder vi blandt andre Henrik Pontoppidan, forfatter til blandt andet Lykke-Peer, Michael Strunge og Jeppe Aakjær.
15. september viser DR1 ”H. C. Andersen – Jagten på de forsvundne eventyr”, hvor vært Mette Frisk forsøger at få opklaret, hvad der blev af nogle originalmanuskripter fra H. C. Andersens hånd, der blev stjålet i 1992.
Til november kommer et nyt musikprogram på DR1, ”Helt Lyrisk”, hvor kendte musikere blandt andre Poul Krebs sætter musik til digte.
Det er nogle interessante eksempler på nye kulturprogrammer, mener Mikael Arendt Laursen:
– For det første er det nogle gode eksempler på nogle programmer, som ingen andre laver. På den måde opfylder DR tidligere kulturminister Mette Bocks ønske. For det andet har det et DR-agtigt tryllestøv over sig; noget relativt højpandet bliver gjort folkeligt – uden nødvendigvis at blive forfladiget.
For de historieinteresserede er der også noget godt i vente. Doku-dramaserien ”Grænseland”, der markerer 100 året for genforeningen med Sønderjylland. Ligesom med Historien om Danmark tager skuespiller Lars Mikkelsen os igennem perioden fra nederlaget i 1864 frem til genforeningen i 1920. Den sendes i begyndelsen af 2020. Men før det kan man glæde sig til dokumentarserien ”Frederik den 9.” – dronning Margrethes far. En serie i fire afsnit, som begynder i 1912, hvor Frederik bliver kronprins. Serien er dramatiseret med skuespillere og optaget mange af de historiske steder: Tronsalen på Christiansborg, Sorgenfri Slot samt Taffelsalen og Christian Xs kontor på Amalienborg.
– Det er en hårfin balanceakt. Hvis man bliver presset for hårdt, kan man gå i stå. Men omvendt kan et pres også føre noget godt med sig. Og DR har her vist at have overskud nok til at udvikle en stribe programmer, der kan være meningsfulde for seerne, bemærker Mikael Arendt Laursen, der dog understreger, at KLF, Kirke & Medier fortsat ikke støtter de meget store besparelser i DR, som for alvor rammer fra januar 2020 med lukningen af blandt andet DR K, P6 Beat og P8 Jazz.