DR styrker tros- og eksistensstoffet og opretter stilling som redaktør for DR Tro. KLF, Kirke & Medier byder den nye trosredaktør velkommen med to konkrete udfordringer.
Tekst: Stefan Vase
Foto: Agnete Schlichtkrull
Tine Smedegaard Andersen, kulturdirektør i DR, fortæller, at DR er i gang med at styrke tros- og eksistensstoffet og opretter derfor en stilling som redaktør for DR Tro:
– Trosstoffet er væsentligt for DR. Fordi det er grundlæggende for vores kultur – og for alle kulturer, og fordi det er væsentligt i mange af de konflikter, som præger samfundet i dag, og i mange menneskers liv. Vi har arbejdet med en styrkelse af stoffet de seneste år på både radio og tv, og nu sikrer vi det fortsatte, daglige fokus med ansættelsen af Christoffer Emil Bruun som redaktør. Jeg glæder mig meget til samarbejdet, siger Tine Smedegaard Andersen.
”Stort potentiale i området”
Den nye på posten bliver en gammel kending i DR – nemlig Christoffer Emil Bruun, som hver uge er vært for P1-programmet ’Tidsånd’. Han skal blandt andet stå for den daglige ledelse for trosprogrammer i radioen som ’De højere magter’, ’Tidsånd’ og gudstjenesten søndag på P1, ligesom han skal være med til at sætte nye tv-programmer om trosstoffet i gang.
– For nogle kan trosstoffet kan forekomme lidt støvet og gammeldags. Men det behøver ikke være hverken højtideligt eller kedeligt. Tro og religion er jo noget af det vildeste og mest eventyrlige, som findes i vores verden, siger Christoffer Emil Bruun og konstaterer, at mange mennesker finder det interessant at beskæftige sig med tro:
– Vi har brug for at genfinde vores kulturs dybeste rødder. Fordi man i mange år har undladt at inddrage religionen i store dele af vores samfund, er den underprioriteret i forhold til den interesse, der er for tro i Danmark. Derfor kan jeg også se et stort potentiale i området og en masse gode programmer, bemærker Christoffer Emil Bruun.
Ny redaktør bør se ZDF
Og der tager Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier den nye redaktør på ordet. Han har for nylig været på besøg på ZDF, som har en dobbelt trosredaktion. Og derfra tager han to ideer med sig, som Christoffer Emil Bruun meget gerne må arbejde videre med:
– KLFs medlemmer har i mange år ønsket, at DR ville producere en gudstjeneste til fjernsynet til hver søndag og hver helligdag i løbet af året. Det gør den tyske pendant til DR ZDF, og det kan DR med fordel lade sig inspirere af. DR producerer i forvejen tv-gudstjenester, men hele året er ikke dækket, og det er vi ærgerlige over. Kirken er altid åben, og derfor bør DR Kirken også være det.
ZDF producerer også magasinprogrammer, der lægger op til de kirkelige højtider. 45 minutter om de store højtider: jul, påske og pinse. Og 15 minutter om de mindre: Hellig tre konger, Kristi himmelfart og Store Bededag.
– ZDF løfter på fornem vis sin public service-forpligtelse i forhold til at fortælle om den kultur, som det tyske samfund er rundet af. Og ZDF viser vejen for DR, når det gælder at markere de store og små højtider.
Velkommen til!
KLF, Kirke & Medier byder Christoffer Emil Bruun varmt velkommen.
– I KLF, Kirke & Medier kender vi Christoffer Emil Bruun som en mand, der er nysgerrig og holder et højt niveau i de programmer, han er involveret i. På denne post er der brug for en person, der vil formidle levet kristent liv og kristne værdier i hverdagen, i nutiden – og derfor er Christoffer Emil Bruun et rigtigt spændende anker for DR Tro.
At DR igen får en trosredaktion er meget positivt:
– Den kombinerede tro- og historie-redaktion fungerede som udgangspunkt fint. Men vi er godt tilfredse med, at DR genetablerer en decideret trosredaktion. Det kan ikke andet end være en fordel for behandlingen og udvikling af nye koncepter, at Christoffer Emil Bruun står i spidsen for en redaktion, der alene arbejder med tro.
Mikael Arendt Laursen slår i øvrigt fast, at DR fortjener ros for sin dækning af trosstoffet:
– DR har nogle stolte traditioner for at behandle trosstoffet godt og konstruktivt – og ikke mindst udvikle nye formater, der berører tro, etik og eksistens.
Mikael Arendt Laursen står klar til at drøfte muligheder for DR Tro med Christoffer Emil Bruun.