Sidste fredag så og sang over en million danskere med, da DR1 sendte ’Fællessang – hver for sig’ med Phillip Faber og Mads Steffensen i spidsen. Nu fortsætter fællessangen de næste to fredage på DR1.
Birthe Kjær var med. Lars Lilholt var med. Katinka var med. Og det var over en million danskere også, da DR1 i fredag sendte ’Fællessang – hver for sig’.
Nu får danskerne mulighed for at fortsætte fællessangen på DR1 de næste to fredage. Med Phillip Faber samt Mads Steffensen i spidsen.
De kommende fredage vil en bred vifte af danske kunstnere fremføre sange, der er valgt af nogle af de mennesker, der i denne tid knokler for at holde Danmark kørende.
Vært og chef for DR Pigekoret Phillip Faber siger:
– Det, at vi som danskere er i stand til at udvise samfundssind og tage ansvar for flere og andre end os selv, bliver afspejlet meget tydeligt, når vi samles om fællessangen og den danske sangskat. At føle sig lille i forhold til noget, der er meget større end én selv, er den bedste følelse, jeg kender, og den er en underliggende drivkraft i al mit arbejde med sang og musik. Så det glæder mig virkelig, at vi med DR1’s fællessangsprogrammer når ud til så store dele af befolkningen i denne tid, siger han.
Programmerne bliver sendt fredag den 3. og fredag den 10. april klokken 20.00 på DR1. Nu på fredag den 3. april bliver DR1-udsendelsen ‘Fællessang – hver for sig’ med Mads Steffensen og Phillip Faber samsendt med P4. Og Phillip Faber vil fortsat spille for hver morgen på DR1 og på P2 – foreløbig frem til og med 2. påskedag (13. april). På hverdage er det kl. 9.05. Og i weekender og på helligdage kl. 10.03.