Nyt program på DR3 dykker ned i identitetstyveriets dystre verden. Programmet ’Mit liv er stjålet’ møder både ofre og forbrydere.
91 procent af danske familier er på internettet, og mere og mere foregår online både i hjemmet, i skolen og på arbejdspladsen. Men det online univers har også en skyggeside, som en række danskere har mærket på egen krop.
Flere og flere bliver udsat for identitetstyveri. Derfor lancerer DR3 programserien ’Mit liv er stjålet’, hvor vært Sisse Sejr-Nørgaard dykker ned i identitetstyveriets dystre verden. Her får hun unikt indblik i, hvilke konsekvenser forbrydelsen har for ganske almindelige danskere.
– Med ’Mit liv er stjålet’ vil vi gerne sætte spot på konsekvenserne af vores digitale liv. Internettet er jo en fantastisk verden af muligheder, men har desværre også givet mobbere og svindlere et hav af muligheder for at misbruge andres identitet, siger Trine Skovgaard, redaktør på DR3.
Programvært Sisse Sejr-Nørgaard (billedet) sætter sit eget digitale liv på spil i udsendelserne, og det gør hun med et bestemt formål, fortæller Trine Skovgaard.
– Vi håber, at seerne selv vil tænke mere over hvilke digitale fodspor, de har lyst til at efterlade derude.
Udover at møde danskere, hvis identitet er blevet stjålet, forsøger Sisse Sejr-Nørgaard sammen med to IT-eksperter at finde svindlerne bag skærmen for at prøve at forstå, hvad der får mennesker til at misbruge andres identitet online.
Første afsnit af ’Mit liv er stjålet’ har premiere på DR3 den 6. marts kl. 21.30 og kan ses på DR TV fra 5. marts.