Kulturdirektør vil afløse det populære P1-program Mennesker og tro med nyt program om ”personlige erfaringer med tro og åndelighed”. Desuden lanceres en ny serie om moderne kristendom.
Hvordan kan DR på én gang lukke programmer om tro og samtidig hævde, at man styrker dækningen af dem?
Det spørgsmål er stillet af både KLF, Kirke & Medier og Danske Kirkers Råd og nu kommer et svar fra DR’s kulturdirektør Tine Smedegaard Andersen.
Det affødte voldsomme protester, da det blev kendt, at DR ville lukke Anders Laugesens program Mennesker og tro. Nu kommer et lignende program på banen, endda med dobbelt så lang sendetid, lover kulturdirektøren.
I et stort debatindlæg i Kristeligt Dagblad forklarer hun den seneste tids omlægning af P1-programmer om tro med, at DR løbende sørger for, at ”det væsentlige bliver ved med at synes relevant”.
– Eksempelvis lancerer vi på P1 fra årsskiftet et nyt trosprogram, der vil have fokus på personlige erfaringer med tro og åndelighed. Det vil have særligt øje for den kristne troserfaring. Programmet vil være båret af en engageret, vidende og velfunderet vært, der stiller kvalificerede spørgsmål til de medvirkende. Det nye program, som stadig er under udvikling, vil erstatte ”Mennesker og tro”, og det vil i øvrigt være dobbelt så langt.
Det nye program har som sigte at nå bredere ud og gøre stoffet tilgængeligt og relevant for flere, men uden at det går ud over hverken kvalitet eller faglighed, lover kulturdirektøren og tilføjer:
– P1 har i øvrigt senere i år premiere på en ny serie i otte afsnit, der handler om kristendommen i dag. Også her vil vidende og engagerede værter være bærende.
Læs hele Tine Smedegaards debatindlæg her.