Redaktør Sofia Fromberg svarer på KLF’s kritik og håber, at deltagerne i Gift ved første blik finder kærligheden og et varigt parforhold. Hun er også helt med på KLF’s forslag om programmer, der modvirker skilsmisser og hjælper knirkende ægteskaber.
Programserien Gift ved første blik er endnu en gang til debat. KLF, Kirke & Medier har gentagne gange klaget over, at serien på DR1 forsimpler ægteskabet og skuffer håbefulde singler.
Men nu tager seriens redaktør Sofia Fromberg til genmæle. Hun bedyrer, at hun virkelig håber, at singlerne finder kærligheden og sætter netop ægteskabet som ramme i håb om, at kærlighedsforholdet varer ved.
– Gift ved første blik er først og fremmest et program, der sætter kærligheden til debat, siger hun. – Jeg tror, der er mange, der kan genkende sig selv i parrene, og når eksperterne analyserer mønstre og adfærd, så spidser vi ører og håber, at vi kan få et godt råd med på vejen, som vi selv kan gøre brug af.
Vender tingene på hovedet
Men er det noget at eksperimentere med for underholdningens skyld?
– De medvirkende har alt på spil, og hele programmet er funderet på et oprigtigt ønske om, at de finder kærligheden. Det er et eksperiment, der vender tingene på hovedet, og når vi vælger ægteskabet som ramme, er det netop fordi, det indebærer den livslange forpligtelse og kærlighed, som de medvirkende så inderligt ønsker at finde.
Er fem-ugers-konceptet så ikke et svigt mod disse drømme?
– Tværtimod, for målet og drømmen er jo netop at de skal blive sammen også efter de fem uger, præcis som vi så det sidste år, hvor to par ud af fire lykkeligvis stadig er gift her mere end 18 måneder senere.
Godt at programmet skaber debat
I oplægget beklager I, at 46 procent af alle ægteskaber går i opløsning og inviterer derfor en række eksperter til at matche med et implicit løfte om, at det så vil gå bedre med programseriens par. Men i virkeligheden går 80 procent af jeres par fra hinanden. Lover I så ikke mere end i kan holde?
– Vi lover ikke nogen noget. Og vi gør ikke programmets succes op i procenter. Derimod er det en stor glæde for mig, at det rent faktisk er lykkedes at matche to par, der stadig er sammen, og at så mange – også i denne sæson – debatterer og ser programmet.
Public service at modvirke skilsmisser
Hvorfor tænker I ikke nyt: Gør noget for at nedbringe de 46 procent af danske ægteskaber, der ender i skilsmisse. Kigger på nogle af de ægteskaber, der allerede eksisterer, og som knirker, og kommer med råd til at redde dem i stedet for at skabe en skilsmisse?
– Skilsmisseproblematikken er væsentlig og en oplagt public service-opgave for DR. Ikke mindst med tanke på alle de børn, der kommer i klemme, når forældrene ikke kan finde ud af det. Derfor har vi allerede for længe siden efterspurgt programforslag om emnet.
– Men det er jo ikke enten eller. Gift ved første blik håndterer den ligeså væsentlige udfordring, nemlig at vi har rigtig mange singler i det her land, som har svært ved at indgå i og give sig hen til et kærlighedsforhold med alle de udfordringer og kompromiser som det kræver. Og hvis vi kan være med til at klæde os alle sammen på til at blive bedre til det i fremtiden, så mener jeg vi gør en kæmpe og væsentlig forskel.