DR fokuserer på det langvarige ægteskab

0
1036

DR er blevet kritiseret for Gift ved første blik, som ved sidste sæson havde en skilsmisseprocent på 100. Nu fokuserer mediehuset på den ægteskabelige succes. Det sker i anledning af regentparrets guldbryllup den 10. juni.
Mange har klaget over DR’s Gift ved første blik, hvor fem par sættes sammen på prøve af eksperter. Også KLF, Kirke & Medier har flere gange klaget over konceptet, der ved sidste sæson gik helt galt. Alle parrene endte med at blive skilt!
Derfor opfordrede KLF til et nyt programkoncept: Til døden jer skiller!
Opskrift på ægteskabelig succes
Nu kommer DR så med en ny programserie, der minder lidt om KLF’s forslag. Anledningen er, at regentparret fejrer guldbryllup den 10. juni. Ud over at DR sender det kongelige bryllup fra 1967 og et portrætprogram af Dronning Margrethe og Prins Henriks 50 år sammen, sender mediehuset også en ny programserie, der kommer tæt på seks danske guldbryllupspar. De lukker op for deres helt egen opskrift på den langvarige ægteskabelige succes.
Vigtigt at se ægteskaber bestå
”Der er en samfundstendens til, at guldbryllupper bliver mere og mere sjældent set, og i en tid hvor halvdelen af alle ægteskaber i Danmark bliver brudt, er det væsentlig at se på de ægteskaber, der i medgang og modgang består,” skriver DR.
Et guldbryllup fortæller og spejler en 50 års periode med kærlighed – men også 50 år med op- og nedture, samfundsforandringer og livsfortællinger, der giver indblik i den danske ægteskabelige kultur.
Den langvarige kærlighed
”Det kongelige bryllup i 1967 er en historisk begivenhed og en stor tv-event, som DR nu giver danskerne mulighed for at se eller gense. Det er både unikt og sjældent, at et regentpar fejrer guldbryllup, og samtidig et stykke danmarkshistorie, som kan samle på tværs af generationer. Med de tre forskellige programmer med den langvarige kærlighed som omdrejningspunkt, samler vi fortid og nutid i en række historiske tv-oplevelser for hele familien,” fortæller Pil Gundelach Brandstrup, der er kanalchef for DR1.
Din for altid
Programmer som sendes i anledning af det kongelige guldbryllup:
”Din for altid” sendes på DR1 fra torsdag den 8. juni klokken 20.30-21.00. Dokumentarserien undersøger opskriften på den langvarige ægteskabelige succes: Hvordan er det at dele seng, bord og fjernbetjening dag ud og dag ind et helt liv? Kan man elske den samme hele livet? Gunn og Preben har været gift i 67 år og sover stadig med hinanden i hånden. Afsnit 2 og 3 sendes samme tid og sted de efterfølgende to torsdage med to nye par i guldbryllupsalderen i hvert program.
50 år tilbage i tiden
“Dronning Margrethe og Prins Henrik – i sol og regn” sendes på DR1 fredag den 9. juni klokken 20.00-21.00.
Og ”Kongeligt bryllup – direkte fra 1967” sendes lørdag den 10. juni klokken 15.00-18.30 på DR1 og klokken 15.45-18.05 på DR K. DR K viser bryllupstransmissionen med det oprindelige kommentatorspor af Poul Jørgensen, præcis som for 50 år siden.

Tidligere artikelKanalchef: P1 åbner trosstoffet for flere lyttere
Næste artikelReformationen fejres Pinsesøndag på DR K