Send journalisterne ud i landet, og lad unge dele deres eksistentielle søgen, deres filosofiske dilemmaer, deres åndelige praksis og kirkelige engagement, skriver KLF’s generalsekretær i dette debatindlæg.
Af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Alle skal kunne møde kristendommen på en alderssvarende måde gennem radio og tv. Også de unge. Det er ikke nok at parodiere Jesus på korset, sådan som DR3 gjorde det i en satirevideo i Påsken. Selv om intentionen måske var god, formidlede videoen nul og niks om det mest centrale i kristendommen: Guds tilgivelse.
Hvor er der ellers noget om kristendom for unge i DR? Ikke meget. Unge lytter til P3 og ser ofte DR3 – og her vil det være naturligt for DR at formidle trosstof på en relevant og engagerende måde for unge. Der er jo masser af unge troende!
Så igen: Send journalisterne ud i landet med kamera og mikrofon og lad unge dele deres eksistentielle søgen, deres filosofiske dilemmaer, deres åndelige praksis og ja, også deres kirkelige engagement. Hvorfor går unge i natkirke, i kloster, i frikirke, i missionshus osv.?
Vis at tro er ok, og at tro går fint sammen med viden. Lad unge universitetsstuderende fortælle om krydsfelter og dilemmaer.
Vis at unge går op i andet end fest og druk. Send dog noget, der får unge til at tænke, noget, der danner dem for fremtiden.
Vis dem noget, der går imod strømmen af præstation og jagt på succes! At værdier er andet end penge. Og at kultur og kristendom byder ind med værdier at leve livet på – også når det er svært.
Der burde være grobund for en spændende række oplysende eller debatskabende programmer på unges præmisser. KLF hjælper gerne med kontakter til unge, der tager deres tro alvorligt!