DR bør erstatte programfiasko med parrådgivning

0
1041

KLF, Kirke & Medier opfordrer DR til at erstatte programserien ’Gift ved første blik’ med rådgivningsprogrammer til par i krise. ’Til døden jer skiller’ er en oplagt titel, mener generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
DEBATINDLÆG: Programserien Gift ved første blik er nu afsluttet med en skilsmisseprocent på 100 for sæsonen. Sikke en fiasko! Tænk, alle sæsonens par blev skilt!
Det skulle være så godt, men så er det faktisk skidt. Eksperter skulle matche parrene, men deres viden viste sig at være intet værd.
Fiaskoen bør skabe eftertanke hos DR. For hvad er egentlig formålet med et program som dette? Det er svært at se, at det er andet end gement ”godt-det-ikke-er-mig-tv”, som ikke hører hjemme på en public service-kanal.
Jeg vil derfor opfordre DR til at tænke helt nyt og anderledes om programmer om ægteskab og parforhold. ”Til døden jer skiller” kunne man kalde et program, hvor DR lader sine eksperter hjælpe ægtepar i krise, så de forhåbentlig ender med at blive sammen i stedet for at blive skilt.
Brug dog eksperternes kompetencer konstruktivt i stedet for at bidrage til skilsmisseprocenten i Danmark. Her er der et reelt succeskriterium om, at hvert par, der vælger at blive sammen, er en reddet familie, en undgået katastrofe. Og det er samfundsopbyggende at lave programmer, hvor andre par i krise kan spejle sig i eksperternes råd og selv komme videre.
Kommuner tilbyder parterapi, fordi det er godt for samfundet, økonomien og ikke mindst familierne. ”Til døden jer skiller” kunne være et public service-bud på det samme.
Det giver rigtig god mening. Og kan blive et rigtig godt supplement til TV 2’s BS og ægteskabsprøven, hvor BS Christiansen tager par med ud i ødemarken for at lære dem at holde sammen i tykt og tyndt. DR kunne lave et program i stil med Gift ved første blik med samme formål uden den ekstreme ramme.
Ægteskaberne og familierne er stadig et væsentligt fundament for hele vores samfund og bør beskyttes og bevares.
Derfor: Drop flere sæsoner af fiaskoen Gift ved første blik! Tænk i stedet nyt og kreativt – og ikke mindst konstruktivt – for at hjælpe danske par at holde sammen.

Tidligere artikelPåsken fejres også på tv
Næste artikelKulturminister inviterer til debat om fremtidens medier