Dialog med nye medier

0
835

Tidligere på året kunne vi løfte sløret for KLF, Kirke & Mediers nystartede dialog med Radio24syv. Nu vil også de mere kommercielle tv- og radiokanaler i dialog med Danmarks største seer- og lytterorganisation
Det er ikke kun public service-kanalerne, der er interesseret i en vedrørende dialog med KLF. Tidligere på ugen tog generalsekretær Mikael Arendt Laursen til København for at mødes med Jesper Jürgensen fra SBS Discovery Media A/S (SBS).
SBS ejer ti tv-kanaler, blandt andet Kanal 4 og 5, samt en række radiokanaler. Fælles for dem alle er, at de er kommercielle og som udgangspunkt baseret på at tiltrække flest mulige seere for at maksimere indtjeningen fra abonnementer og reklamer.
Fælles bekymring
Til mødet kom det blandt andet frem, at SBS og KLF deler en bekymring omkring DR. SBS er bekymret for, at DR med sin nye strategi trænger sig ind på det rent kommercielle marked for licenspenge. Ifølge SBS’s egne undersøgelser sender en kanal som DR3 fx mange af de samme programmer, som SBS’ egne kanaler sender.
Til det supplerer Mikael Arendt Laursen:
– DR skal sende en bred vifte af programmer, så de lever op til deres public service-forpligtelse. Og selvom SBS alene har en forretningsmæssig interesse i at komme frem med netop den holdning, kan KLF alligevel tilslutte sig pointen, da vi netop kæmper for, at DR varetager sin public service-forpligtelse bredt på alle kanaler – og dermed også på DR3.
Bredden mangler
– Kirke-, tros- og eksistensstof er en mangelvare på både DR Ramasjang, DR Ultra og DR3 – og for den sags skyld også på DR1. De mere snævre stofområder skal være at finde på alle kanaler i et eller andet omfang, selvom en vis segmentering naturligvis giver god mening.
Det mener Mikael som samtidig kommer med en opfordring til DR:
– Tag udfordringen med DR3 op og gå i en dialog om, hvordan ungdomskanalen kan få en bredere appel også til andre end mainstream-seere.
– Der er en lang række emner omkring tro og eksistens, foreningslivet, kultur og historie, som også er relevante for unge. Det er DR’s opgave at pakke disse emner ind i en programpakke, som passer til målgruppen for kanalen, afslutter Mikael.

OM SBS Discovery Television
SBS Discovery Television er en del af SBS Discovery Media, som er ejet af Discovery Networks.
SBS Discovery Television dækker over nogle af de stærkeste tv-brands i Danmarks: Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, 7’eren, Discovery Channel, TLC, Animal Planet, Discovery World, Discovery Science og Investigation Discovery.
Den kommercielle tv-platform tæller kanalerne Kanal 4, Kanal 5, 6’eren, 7’eren, Discovery Channel samt TLC og dækker alle målgrupper i det kommercielle tv-univers.
Tidligere artikelGodt at DR sætter fokus på almindelig sex
Næste artikeldr.dk – nu med undertekster