KLF er på trapperne med en rapport over lyttere og seeres ris og ros til medierne. Der er mere ris end ros, og DR er på førstepladsen tæt fulgt af TV 2.
KLF, Kirke & Medier udkommer med Reaktionsrapport 2017 sidst i februar. Rapporten kortlægger tendenserne i de reaktioner, mediebrugere har sendt til KLF, Kirke & Medier fra 1. december 2016 til og med 31. december 2017. 758 reaktioner blev det til i alt, heraf 658 med ris og ros til konkrete programmer.
Her kan vi allerede afsløre, at DR1 fik flest reaktioner (316) efterfulgt af TV 2 (89). Den samlede optælling viser, at mediebrugerne er ret godt tilfredse med de danske radio- og tv-udsendelser. Ud af de 658 reaktioner med ris og ros er langt over halvdelen ros – helt præcis 374 – mod 284 reaktioner med ris.
Reaktionsrapport 2017 gennemgår temaer og tendenser i mediebrugernes reaktioner. De fem topscorere får særlig omtale, og 11 temaer bliver belyst indgående.
Og der er interessante tendenser:
Jo tættere udsendelserne rammer det centrale kristne budskab, jo mere ros får udsendelserne. TV 2-serien Størst får næsten udelukkende ros på grund af den seneste udsendelse før jul, hvor vært Peter Ingemann tager seerne med på en rundrejse i Jesu fodspor.
Jo mere kirke og kristendom sættes under kritisk debat, jo mere ambivalente er mediebrugerne. Det er på den ene side godt, at kirke og tro sættes på mediedagsordenen gennem en dramaserie som Herrens Veje. Men det er ærgerligt, at den meste fornuftige i provstefamilien er sønnen, der konverterer til buddhismen.
En anden tendens er, at groft sprog og bandeord møder massiv kritik. Det samme gør seksuelle udskejelser for åben skærm. Faktisk er der flere etiske kritikpunkter i 2017 end i 2016. Hele 7 procent i 2017 mod 0,4 procent året før.
Læs dette og meget mere i Reaktionsrapport 2017, som lægges ud på hjemmesiden og kan bestilles ved henvendelse til info@klf.dk.