PRESSEMEDDELELSE
Nyheder skal afspejle virkeligheden. Derfor er det altid forkert at iscenesætte nyheder. Uanset etiske retningslinjer.
Medierne har i dag så stor indflydelse på os, så vi klart må forvente, at man hele tiden har øje for god etik, når man sender nyhedsindslag. Derfor glæder det mig, at DR’s bestyrelse nu har besluttet, at der skal sættes et sæt etiske retningslinjer op omkring DR’s nyhedsformidling, hvor også iscenesættelser vil blive nævnt.
Men tanken om, at vi som seere ikke har muligheden for at vide, om en nyhed er reel eller iscenesat giver mig en dårlig smag i munden og leder mine tanker hen på forfalskede nyheder fra verdens brændpunkter, som vi tidligere har været vidner til.
Hver gang sidder man tilbage og føler sig snydt i et eller andet omfang.
I KLF, Kirke & Medier har vi den holdning, at nyhedsmedierne skal afspejle den virkelighed, som vi alle sammen er en del af så reelt og objektivt som muligt. Jo mere mediet selv påvirker og iscenesætter, jo mere fjerner vi os fra virkeligheden.
Derfor bør nyheder afspejle virkeligheden som den er – naturligvis. Og derfor er det ikke nok, at DR har vedtaget etiske retningslinjer for iscenesættelse af nyheder. Der bør slet ikke være nogen iscenesættelse.
Jeg vil opfordre DR til at lægge disse retningslinjer ud på deres hjemmeside, så vi som lytter- og seerorganisation har mulighed for at forholde os til DR’s mål på området – og følge op på dem, hvis vi oplever, at de bliver overtrådt.
Mikael Arendt Laursen