Hilsen fra Henning Bjerg Mikkelsen,
formand i KLF, Kirke & Medier
Der er brug for KLF, Kirke og Medier som aldrig før. Men vi skal forstå at være omstillingsparate, som det vist hedder i dag. Parate til at gå nye veje – og møde tidens udfordringer på nye måder.
Blandt andet er det blevet nødvendigt for os at spille på flere heste end vi gjorde tidligere.
For nogle år siden skabte vi Kirkeligt Medieakademi, som allerede har hjulpet 25 kirkelige organisationer med debatindlæg og pressehjælp. Mere end 600 kirkefolk har deltaget i ét eller flere af vores kurser. Vi tog også initiativ til ”Kirkernens Mediedag”, som hvert år afholdes i januar og hvor 100 kirkefolk mødes for at lade sig inspirere og blive dygtigere til at udnytte de mange muligheder, man i dag har for at formidle budskabet og synliggøre kirkens arbejde gennem medierne. Vi ser det som en gedigen KLF-opgave at sikre, at dette arbejde bliver gjort.
Også kidsandmedia dk er blevet en naturlig del af vores arbejde. Arbejdet findes i flere lande og er ikke som sådan skabt af KLF. Men vi betaler gladelig en projektmedarbejder til at stå for arbejdet her i Danmark, fordi vi ser det som en gedigen KLF-opgave at give vores børn og unge og deres forældre gode råd og vejledning, så de bliver trygge og bevidste mediebrugere i hverdagen. Stadig flere skoler modtager information og foredrag fra Kidsandmedia. Og mange er den vej igennem blevet opmærksomme på KLF, Kirke og Medier. Der er for mig ingen tvivl om, at KLF opleves relevant for de yngre generationer netop gennem dette arbejde.
Vi har i KLF, Kirke og Medier aldrig kommunikeret så meget som vi gør nu. Hver 14. dag udsender vi pressemeddelelser og debatindlæg, der sætter fokus på kristendom og etik i medierne. De kan ses på hjemmesiden og på Facebook, og flere af dem finder også vej til aviserne.
Indlæg om Blachmann og nøgne damer på DR2 gav os en hel del opmærksomhed. Og da vi i tog skarpt afstand fra blasfemiske ytringer i ”Absurdistan”, skabte det debat. Ligeså da vi højlydt protesterede imod DR kirkens fravær i sommermånederne. Hvis ikke vi havde et KLF, Kirke og Medier til at råbe eller sige fra, hvem gør så?
Vi oplever i disse år et generelt værditab i samfundet, som tydeligt afspejles i mediebilledet.
Der er for eksempel en tendens til at sproget bliver stadig mere råt og vulgært. Bandeord får frit løb – og satiren bliver mere og mere grænseoverskridende. Mange lyttere og seere klager over netop dette – og det samme gør vi. Vi må sige fra overfor et nedbrydende sprog og den tomme snak i medierne.
Men vi skal forstå at være konstruktive i vores måde at gøre det på. Måske er det ikke altid den sædvanlige løftede pegefinger, der skal til, når en studievært sige ”fanden” eller fuck”. Jeg tror, at vi i højere grad bliver taget alvorligt, hvis vi også formår at kvalificere debatten ved at stille spørgsmålet: Hvorfor er det blevet nødvendigt at tage et råt og vulgært sprog i anvendelse? Hvorfor være grænseoverskridende? Hvilken virkelighed skaber det? Hvad gør det ved vores omgangstone, fællesskaber og kultur?
Jo, vi har brug for KLF, Kirke og medier som aldrig før.
Tusind tak for jeres støtte, medleven og medvandring i denne vigtige opgave.
Bedste hilsner,
Henning Bjerg Mikkelsen
Formand