Dem fra "Jesus unge soldater" ville gribe muligheden

0
1615

For Nanna, Daniel og Peter er det både sjovt og udfordrende at være med i DR3-programmet “Jesus unge soldater”. En dokumentarserie om unge kristne fra Indre Mission.
Tekst: Stefan Vase
Foto: Privat. Fra venstre: Daniel, Nanna og Peter.
Hvad sker der, når man sætter et lille tv-hold til at følge unge fra Indre Mission? Svaret giver programmet “Jesus unge soldater”, som mandag den 16. april vises for fjerde og sidste gang.
For deltagerne har det været en mulighed, de havde svært ved at sige nej til.
– Jeg tænker, at kristne skal gribe enhver mulighed, som kommer, for at dele vores tro – hvor det ikke kun handler om at sige nej til alt muligt, men at vise, at troen er et ja til et dejligt liv, siger Nanna.
De samme tanker har Daniel gjort sig. Han er engageret i Åbne Døre og fik henvendelsen den vej rundt:
– Min tro og mit arbejde vil jeg altid fortælle om, for det handler om Jesus. Det er altid spændende med overraskelser og uventede situationer. Men Gud er jo altid med, så det er godt og trygt, forklarer han.
Peter værdsatte den udfordring, det var, at have et kamera med sig.
– Det har været super spændende. Det har været meget lærerigt, men i bund og grund er det jo mit dagligdags liv, som nu er blevet til en dokumentar. Jeg er blevet spurgt om nogle ting, som jeg normalt ikke tænker over. For eksempel: “Hvad er en andagt?” Men så har jeg fået lov til at reflektere over det og forklarer det.
Se sidste afsnit af Jesus unge soldater i aften på DR 3 kl. 21.30. Alle afsnit kan ses på dr.dk/tv eller i DR TV-appen.
I videoklippet herunder, som er et lille uddrag af dokumentarserien, fortæller Peter om sine forventninger til himlen.

Tidligere artikelPartnerskab med DFS
Næste artikelDe højere magter får Buketten fra KLF