DEBAT: Seerne blev klemt i flot fejring af Kronprinsen

0
1195
Snobberne. Foto: Agnete Schlichtkrull

Af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Foto: Agnete Schlichtkrull, DR
Uge 21 stod i Kongehusets tegn. Kronprins Frederik fyldte 50 år den 26. maj, og det blev markeret på bedste vis. Tronfølgeren skød ugen i gang med Royal Run – et løb for alle i de fem største danske byer. Kongehuset markerede selv de 50 år på selve dagen med en stor gallamiddag. Og DR rundede fødselsdagsugen af med et brag af et fødselsdagsshow.
Vi takker DR, TV 2 og Kongehuset for at gøre fødselsdagen til en fest for hele landet. Kronprinsen passerer en milepæl i sit liv, og det skal markeres. Ingen tvivl om det.
Men vi må også konstatere, at det blev for meget af det gode.
For det første er det ærgerligt, at de to største public service-medier DR og TV 2 gør fødselsdagen til en konkurrence, om hvem der kan banke mest konfetti ud af de 50 år. Problemet var størst lørdag, hvor både DR og TV 2 viste hyldesten på slotspladsen foran Frederik VIIIs palæ og den store gallamiddag i Riddersalen på Christiansborg Slot. Meget af tiden blev der padlet, så det sprøjtede i studierne, mens vi ventede på, at der rent faktisk kunne vises noget interessant: For eksempel den royale familie på balkonen eller de bemærkelsesværdige taler fra middagen. Vi kan kun opfordre DR og TV 2 til at tale sammen om at koordinere dækningen. Måske skal DR og TV 2 droppe konkurrencen i anliggender for hele landet og producere noget mere sammen? Og skal det sendes på begge hovedkanaler?
For det andet manglede DRs fødselsdagsshow ind i mellem format. Tina Dickow, Lukas Graham og DRs Pigekor med Phillip Faber i spidsen leverede flotte og personlige musikalske hilsner til Kronprinsen. Men Snobberne Poul og Fritz – spillet af Rasmus Botoft og Martin Buch – var, som de plejer. Men sjofelhederne og det grimme sprog passer ikke ind i fødselsdagsshow for hele den kongelige familie – et show for hele familien Danmark. Skal prins Vincent og prinsesse Josephine på syv år lægge øre til, hvad ’Snobberne’ gør med deres au pairs? Skal børn lade sig inspirere af Fritz og Pouls lemfældige brug af bandeord? Det hører til i Rytteriet-reservatet.
Det er i virkeligheden meget enkelt: DR og TV 2 har endnu en gang bevidst, at stationerne er i stand til at gøre de store begivenheder til en sag for hele landet. Men også at den interne konkurrence mellem stationerne gør vold på seerne. Dernæst handler det om virkemidler og om at være sig sit publikum og ansvar bevidst. Derfor sidder vi også tilbage med en lidt blandet eftersmag – trods gode intentioner om at få hele Danmark med!

Tidligere artikelTV: Se statsministeren fortælle om fremtidens DR
Næste artikelØkonomien giver regeringen problemer i medieforhandlingerne