DEBAT: Når gudstjenester aflyses, må DR træde til

Flest muligt skal have mulighed for en kirkegang i denne ekstraordinære situation. Det skriver KLFs generalsekretær Mikael Arendt Laursen i Kristeligt Dagblad lørdag.

0
2325

Vi er i en ekstraordinær situation grundet corona: Landet er lukket ned, og kun de allermest nødvendige opgaver udføres. Gudstjenester over hele landet aflyses også i foreløbig 2 uger. Og tusinder, atter tusinder vil ikke kunne komme i kirke, som de plejer.

Vi vil derfor på det kraftigste opfordre DR til at sikre, at flest muligt får mulighed for en kirkegang i denne ekstraordinære situation. Helt konkret skal det ske ved, at Morgenandagten mandag til lørdag samsendes på P1 og P2, og at tv-gudstjenesten samsendes på DR1 og DR2.

Pudsigt nok sender DR1 netop i denne tid tv-serien “Når støvet har lagt sig” om terrorangrebene i København i 2015. En anden ekstraordinær situation, som er skildret på rigtig flot vis. I “Når støvet har lagt sig” møder vi Louise, der gribes af fortvivlelse, da hendes datter Marie svæver mellem liv og død. Moren gribes af en indskydelse til at få sin datter døbt. Det sker ikke. I stedet mødes Louise og en sygeplejerske i et Fadervor og en bøn for datteren. DR demonstrerer hermed på smukkeste vis, at når vi gribes af krisen, så har vi brug for at række ud efter noget større. Åndelighed er vigtigt.

Vi har ikke tidligere i nyere historie oplevet, at gudstjenester landet over blev aflyst. End ikke under den spanske syge, som martrerede verden i 1918 og kostede 50 millioner mennesker livet. Det sætter situationen i perspektiv. I “Når støvet har lagt sig” kobles bøn, tro og krise sammen i det autentiske drama. Nu rammes alle danskere af et drama på liv og død.

KLF, Kirke & Medier har i 2 årtier advokeret for, at tv-gudstjenesten ikke er et nichefænomen, men har en bred folkelig interesse – og derfor bør den ikke sendes på en nichekanal, men på en hovedkanal. Men nu befinder vi os i en ekstraordinær situation, hvor DR for alvor må tage sin opgave som samfundsunderstøttende kulturinstitution dybt alvorligt og pleje det hele menneske.

Tidligere artikelGudstjenester og morgenandagten fortsætter i radioen trods omfattende begrænsninger
Næste artikelVær med til morgensang på DR1 og P2