DR viser hele tre julekalendere i år – men ingen af dem tager afsæt i kristendommen. Selv om DR har public service-pligt til at dække den kristne kultur, skriver KLF’s generalsekretær i flere regionale medier.
Debatindlæg af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
DR melder begejstret, at mediehuset i år kan præsentere hele tre nye julekalendere: DR Ramasjang viser ’Ramasjetternes jul’ for de 3-6-årige, og DR Ultra ’Klassen’ i juleudgave til de større børn. På DR1 vises den norske julekalender ’Snefald’ med dansk tale.
Men ingen af de tre julekalendere – hvor prisværdigt initiativerne ellers er – tager afsæt i den mest folkekære, kristne højtid: Julen.
Julen er ellers en oplagt anledning for DR til at opfylde den forpligtelse som fremgår tydeligt i den public service-kontakt, som mediehuset har indgået med Folketinget, at “DR skal lægge særlig vægt på sin rolle som initiativtager til og formidler af dansk kunst og kultur og den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv.”
Med en julekalender på 24 afsnit kan DR komme hele vejen rundt om de kerneværdier, der udspringer af kristendommens prægning af dansk kultur gennem 1000 år. Og netop julekalenderformatet samler hele familien foran fjernsynet. Hvorfor udnytter DR ikke denne mulighed for at virkeliggøre de gode intentioner om at løfte kulturen – også den kristne kultur – til danskere i alle aldre?
Nu er julens centrale budskab helt forsvundet fra DR’s julekalenderunivers. Hvorfor nu det? Det plejer jo ikke at skorte på kreativitet fra DR’s side, når det abstrakte skal gøres konkret og underholdende for seerne.
Derfor: Lav en tv-julekalender over Jostein Gaarders bog Julemysteriet! Eller hvorfor ikke de slidstærke bibelske julefortællinger. Der er endda stof i selve juleevangeliet til at udfylde en hel julekalender i december måned. Glæde i familien over en barnefødsel. De yderst fattige kår kan sættes i relief med dagens hjemløse. Flugten fra kong Herodes kan sammenlignes med mange flygtninges situation i dag. De vise mænd fra Østerland krydser alle religiøse grænser. Der er masser at tage fat på.
TV 2 gjorde det med Jesus og Josefine for år tilbage. Det kan DR som Danmarks største mediehus nemt følge op på.