Buket til deltagere i 'Ti stille, kvinde'

0
1230

KLF, Kirke & Medier giver denne gang Buketten til de tre folketingsmedlemmer Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Özlem Cekic (SF) og Zenia Stampe (R) for i DR2-programserien ’Ti stille, kvinde’ at bidrage til debatten om et pænere sprog og en ordentlig tone på de sociale medier.

 

Fra venstre: Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Özlem Cekic (SF) og Zenia Stampe (R) modtager KLF, Kirke & Mediers Buketten for deres deltagelse i DR2-programserien ‘TI stille, kvinde’, der blev sendt i efteråret.

 
Vi hører det igen og igen. For mange mennesker, særligt politikere og andre meningsdannere, er det stort set umuligt at deltage i en debat på de sociale medier uden at blive svinet til af personer, som mener noget andet. Jævnligt kammer det over og bliver til grove, verbale angreb på vedkommende.
– I takt med, at internettet er blevet mere og mere udbredt, er det mit indtryk, at trusler og tilsvininger er taget til. Jeg tror, hovedforklaringen er, at den lille tænkepause, der automatisk lå i, at man skulle finde et stykke papir, skrive truslerne ned, proppe papiret i konvolutten, sætte frimærke på og cykle ned i postkassen, den tænkepause er der ikke længere, siger Johanne Schmidt-Nielsen, medlem af Folketinget for Enhedslisten. Sammen med folketingsmedlemmerne Zenia Stampe (R) og Özlem Cekic (SF) medvirkede hun i efteråret i DR2- programserien ’Ti Stille, kvinde’, hvor journalist Michael Jeppesen satte fokus på de grove kommentarer og beskeder, der præger den offentlige debat. De tre kvinder stillede hver især op med deres egne eksempler på og erfaringer med den grove debattone.

Positive reaktioner

Hvordan har reaktionerne været på jeres medvirken i programserien ’Ti stille, kvinde’?
– Jeg synes, det har været meget positivt, og det er kommet bag på mig, hvor positivt, det er blevet modtaget, og hvor stor en debat, det har skabt. Det har virkelig ramt ned i noget, der har været et behov for, at vi taler med hinanden om, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
– Jeg er også overrasket over, hvor positive reaktionerne har været, supplerer Özlem Cekic (SF), og jeg kan allerede nu mærke, at flere holder den gode tone eller opfordrer andre til at gøre det.
Også Radikale Venstres Zenia Stampe har haft en positiv oplevelse.
– Jeg synes, programmet har åbnet for en vigtig debat, og jeg oplever, at der er kommet mere selvjustits på nettet. Der bliver talt pænere, og folk er begyndt at løfte pegefingeren over for dem, der er grove. Det er meget positivt, siger hun.

Facebook er som min dagligstue

Hvem, synes I, har ansvaret for den hårde tone, der ofte er i debatterne på de sociale medier?
– Jeg synes ikke, man kan give nogen skylden for den hårde tone. Som jeg ser det, er den et direkte resultat af den teknologiske udvikling, som vi stadig halser bagefter. I stedet for at give hinanden skylden for den hårde tone, synes jeg, vi skal tale om, hvordan vi hver især kan tage ansvaret for at gøre den bedre. Vi skal minde hinanden om at holde den gode tone, og vi skal sige klart fra over for dem, der ikke kan finde ud af det, siger Zenia Stampe.
– Jeg tror også på, vi kan blive bedre, fortsætter Johanne Schmidt-Nielsen.
– Jeg har for eksempel selv fået en anden tilgang til min Facebook-profil, end da jeg oprettede den i 2007. Dengang var mit udgangspunkt, at jeg ikke ville have noget censur overhovedet. Folk skulle have lov til at skrive hvad som helst. Nu betragter jeg den i langt højere grad som min dagligstue. Folk må inderligt gerne være uenige med mig, det er sådan set en kvalitet og en styrke for debatten. Men man skal tale ordentligt, og man ryger ud, hvis man ikke kan finde ud af det. Så jeg er selv begyndt at censurere mere eller tage mere ansvar for, at det er til at holde ud at være i min dagligstue, underforstået min Facebook-profil, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der har oplevet at modtage beskeder som ’skam dig, snottøs’ og ’må du dø af brystkræft’.

Håb forude

Özlem Cekic (SF) er enig i, at det påhviler én selv at tage ansvar for den gode tone og en sober debat.
– Selvfølgelig kan vi gøre noget hver især. Blandt andet skal vi ikke tage afstand fra mennesker, men fra holdninger, og vi skal huske, at selv holdninger kan rykkes. Derfor er svaret hverken at møde had med had, at tale hadet efter munden eller lukke vores Facebook-profiler. Vi skal tage dialogen og finde reelle løsninger på de problemer, der optager os alle sammen. Tit føler mange, at de ikke bliver hørt, og derfor skruer de op for retorikken, siger hun.
På trods af den grove tone, der præger debatterne på de sociale medier, er der dog stadig håb forude, mener Zenia Stampe.
– Så længe vi kan finde ud af at behandle hinanden ordentligt ude i virkeligheden, så tror jeg også, vi kan lære at gøre det på nettet. Den teknologiske udvikling har bare været hurtigere, end vi har kunnet nå at indstille os på.

Om Buketten

KLF, Kirke & Medier giver hvert kvartal en buket til medier eller mediepersoner, som på særlig måde formidler kristne værdier og/eller god etik.
Buketten gives denne gang til de tre folketingsmedlemmer Johanne Schmidt-Nielsen (EL), Zenia Stampe (R) og Özlem Cekic (SF) for deres deltagelse i DR2-programserien ’Ti stille, kvinde,’ der satte fokus på debattonen særligt på de sociale medier. Alle tre kvinder har været udsat for ekstremt grove kommentarer på Facebook, og i programserien lader journalist Michael Jeppesen de tre kvinder komme til orde. Han opsøger også nogle af dem, der har været særligt hårde i deres kommentarer. De tre politikere bidrager til at sætte en vigtig debat i gang, der samtidig passer ind i KLF’s fokus på sproget de kommende to år.

Tidligere artikelNy chef for DR Tro: Der bliver lyttet til KLF, Kirke & Medier
Næste artikel1000 likes