Børn i mange af Mellemøstens flygtningelejre samles omkring tv-apparaterne for at lære arabisk, engelsk og matematik gennem den kristne satellit-tv-station, SAT 7, som KLF, Kirke & Medier støtter.
Millioner af børn i Mellemøsten er blevet fordrevet sammen med deres familier på grund af den eskalerende vold. De går derfor glip af deres skoleuddannelse.
Den kristne satellit-tv-station SAT-7 træder til for at prøve at forhindre, at en hel generation bliver tabt på gulvet. Det sker gennem et særligt undervisningsprogram på stationens børnekanal SAT-7 KIDS. ”Min skole” hedder programmet, hvor børn i flygtningelejre kan lære arabisk, engelsk, matematik og naturvidenskab.
Støttes af KLF
Flere kristne organisationer støtter SAT-7 herhjemme, bl.a. Det Danske Bibelselskab og KLF, Kirke & Medier.
– Det er helt naturligt, at en mediebrugerorganisation som KLF støtter SAT-7, siger KLF’s generalsekretær Mikael Arendt Laursen og uddyber:
– Medierne påvirker, og det gælder jo også, når det er et positivt budskab, de sender ud. SAT-7 gør et helt unikt stykke arbejde med at give millioner af seere viden, oplysning og håb i en verden, hvor andre kommunikationsmidler ikke når frem.
”Min skole” er et supplement til almindelig skoleundervisning og forbereder de unge seere til deres fremtidige integration i fysiske skoler, enten i deres værtsland eller i hjemlandet.
Vises fem dage om ugen
Et frisk 90 minutters program præsenteres hver dag fem dage om ugen, og sendes via SAT-7 KIDS og SAT-7 PLUS, der dækker alle tidszoner i den arabiske verden og i Europa.
– Millioner af børn er i fare for at blive ”en tabt generation” frataget den viden og de livsfærdigheder, der er nødvendige for at kunne klare sig som voksne. ”Min skole” er et kristent svar på den største sociale udfordring i Mellemøsten og Nordafrika (MENA) i øjeblikket, lyder det fra kanalen på www.sat7.org.
SAT-7 er en ugenert fortaler for menneskerettigheder og ethvert barns ret til uddannelse uanset baggrund, etnicitet og religion, lyder det fra stationen.
Forebygger udnyttelse og ekstremisme
– Et alarmerende antal af de børn, der ikke kommer i skole, er nødt til at arbejde for at forsørge deres familier. Mange af dem bliver tvunget ind i smugleri og seksuel udnyttelse. Nogle af de mest udsatte børn bliver som arbejdere og soldater fra væbnede grupper.
Den udvikling vil SAT-7 forebygge, og ”Min skole” er efter opstarten i 2015 blevet en stor succes. En ny undersøgelse viser, at ikke færre en 1,3 millioner børn følger med i tv-skolen. Børnene ser programmet dagligt eller mindst en gang om ugen.
SAT-7 er i det hele taget en stor succes. Kanalen viser programmer om forsoning mellem kristne og muslimer, om kvinders rettigheder og giver det kristne mindretal en stemme i det muslimsk dominerede Mellemøsten. Den ny undersøgelse dokumenterer, at stationen har 21,5 millioner seere.
Svend Løbner