10 af de bedste oplevelser i julens radio og tv-programmer

Julen er næsten garant for gode oplevelser i radio og tv. Også denne jul med film, dokumentarer, trosprogrammer og musikoplevelser, som peger ind i julens kerne.

0
627

Som sædvanlig er vi dykket ned i programoversigten for julens bedste oplevelser i radio og tv. Her er de 10 mest interessante.

Foto: Kim Matthai Leland

International julemusikdag med Phillip Faber og hele Europa

Det er efterhånden blevet en tradition, at radiostationer i hele Europa går sammen om at transmittere julekoncerter den tredje søndag i advent.

Dagen hedder ‘Euroradio Christmas Music Day’, og i år vil i alt 15 radiostationer i 13 lande sende live-koncerter ud til millioner af lyttere – fra tidlig morgen til sen aften.

Fra Danmark bliver det årets julekoncert med Phillip Faber og DR Vokalensemblet, der sendes ud i det store EBU-netværk, og det betyder at omkring ni millioner forventes at lytte med, når koret synger både traditionel og helt ny kormusik til koncerten i Garnisons Kirke i København.

Jul med DR Vokalensemblet & Phillip Faber

3. søndag i advent – den 17. december kl. 16:00

Onsdag den 20. december kl. 19:20

International julemusikdag

3. søndag i advent – den 17. december kl. 9:00 – 22:00

Foto: dk4

Juleevangeliet fortalt af skulpturer

I Vestindisk Pakhus i København, hvor Den Kongelige Afstøbningssamling holder til, er det muligt at se værker fra ca. 600 f.Kr. til ca. 1600. Kunsthistoriker og museumsinspektør i Afstøbningssamlingen Henrik Holm tager os på en rejse, hvor juleevangeliet er rettesnoren for udvælgelsen af de gode historier og smukke værker.

Skulpturfortællinger fra Vestindisk Pakhus

Onsdag den 20. december kl. 17.50

Jesu fødsel. Maleri af Gerard van Honthorst.

Få en grundig introduktion til Händels Messias – og hør den

For unto us a Child is born
unto us a Son is given

For nogle er ovenstående linjer fra Händels Messias et af mange højdepunkter i den tysk-engelske komponists hovedværk om Jesu liv.

P2 sætter fredag den 22. december fokus på Händels Messias. Først med en grundig introduktion fra kl. 18:03 – og dernæst med selve værket fra kl. 19:20, med introduktion af Stine Rosengren.

Hvis du er lidt usikker ved den klassiske musik, er Händels Messias noget af det mest tilgængelige – og ellers har en anden P2-vært, Mathias Hammer, gode råd til, hvordan man nærmer sig den klassiske musik.

Fredag den 22. december kl. 18:03

Foto: Emilia Therese/DR.

Eftertænksom jul med DR Pigekoret

Mange vil sikkert på en særlig måde se frem til Pigekorets jul, hvor korets nye dirigent Charlotte Rowan kommer på sin første store opgave.

Koret vil blandt andet synge en stribe julesalmer (En rose så jeg skyde, Julen har bragt velsignet bud, Julen har englelyd og mange flere), nogle engelske carols (O holy night og The first Noel) og enkelte mere moderne julesange. Koret ledsages blandt andet af strygere, som vil spille to stykker af J. S. Bach (Jesus bleibet meine Freude og You only cross my mind in winter (tekst af Sting)).

Koncerten rundes af med fællessang, hvor der synges Nu tændes 1000 julelys og Dejlig er jorden.

Juleaftensdag – søndag den 24. december kl. 14:03

Juledag – mandag den 25. december kl. 20:00

hh

Anders Laugesen ser nærmere på juleevangeliet sammen med Johanne Schmidt-Nielsen. Foto: DR.

Pilgrim – i møde med det sårbare barn

Julen bringer livets skrøbelighed ind i vores hjerter.  Hvis vi har mod til at møde julens fortælling. Generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen fortæller om at spejle juleglæde og ængstelse i mødet med beretningen om Jesu fødsel

Juleaftensdag – søndag den 24. december kl. 8:03

Ane Bramstoft holder årets juleprædiken på DR1. Foto: DR.

Julegudstjeneste

Juleaftensdag sender DR1 direkte fra Vor Frue Kirke i Århus, hvor Ane Bramstoft prædiker, og hvor tv-journalist Anders Agger er med som gæst. Ligesom tidligere år inviterer DR seerne til at sende billeder ind til udsendelsen på jul2023@dr.dk. I år er temaet julelys og stjerner.

På P1 sendes der kl. 14:03 fra Vor Frelsers Kirke i København med sognepræst Marlene Lindsten.

Juleaftensdag – søndag den 24. december kl. 14:03

Juleaftensdag – søndag den 24. december kl. 15:00

Peter Ingemann. Foto: Søren Hartvig/TV 2.

Med Peter Ingemann i Jesu fodspor

Peter Ingemann er taget på juleeventyr til Israel for at gå i Jesu fodspor. Rejsen begynder ved Fødselskirken i Betlehem, hvor Jesus blev født – og slutter ved Gravkirken i Jerusalem, hvor Jesus døde på korset.

Størst – Jesu fødselsdag

Juleaftensdag – den 24. december kl. 23:30

Foto: Images George Rex

Pavens nytårsvelsignelse

ZDF sender live juledag, når paven traditionen tro udsender et budskab om fred til verden, og giver velsignelsen ”Urbi et Orbi”, hvilket betyder ”af byen og verden”. Ifølge Vatikanet deltager omkring 100 tv-stationer fra næsten 60 lande i begivenheden hvert år.

Urbi et Orbi: Weihnachtssegen des Papstes aus Rom

Juledag – mandag d. 25. december kl. 12.00.

Danilo besøger fødselskirken i Betlehem. Foto: Thomas Beckmann/ZDF.

Tre tror på fred

I dokumentaren møder vi tre mennesker, der er optaget af fred: Danilo arbejder som frivillig på et multireligiøst hospital i Jerusalem. Ulrike støtter unge i et af de mest voldelige områder i Colombia. Tobias er engageret i Fredsskolen i Sydsudan og forsøger at mægle i konflikter på politisk og religiøst plan. De er alle overbevist om, at fred altid har en chance. Og motivationen til at arbejde utrætteligt for dette kommer ikke mindst fra deres kristne tro.

Gib Frieden eine Chance

2. juledag – tirsdag den 26. december kl. 18:15

Nytårskoncert fra Wien. Foto: Wolf-Dieter Grabner/DR.

Nytårskoncert fra Wien

Traditionel nytårskoncert fra den smukke gyldne sal i Musikverein i Wien. Der vil være polkaer, valse og ouverturer fra Strauss-klanen og deres samtidige, fremført af orkesteret Wiener Philharmonikerne. Koncerten, der sendes live i 90 lande og når hele 40 millioner mennesker, ledes i år af maestro Christian Thielemann fra Tyskland.

Nytårsdag – mandag d. 1. januar kl. 11.15

Tidligere artikelNu er der flere fordele ved at være medlem af KLF
Næste artikelKLF giver Buketten til DRs trosredaktør Christoffer Emil Bruun