Public service-redegørelser: Kunne tro blive behandlet med mere nysgerrighed og stolthed?

0
711

Hvert år udkommer public service-redegørelserne fra TV 2 og DR. Her skal de vise, at de lever op til den kontrakt, der er indgået med politikerne på seernes vegne om at dække emner bredt, etisk og med de hensyn, som er vedtaget. Vi har læst året redegørelserne igennem i KLF, Kirke & Medier, og der er både godt nyt og så nogle mindre gode forklaringer:

– Generelt synes vi i KLF, at DR har rigtig mange fine og gennemarbejdede tros-programmer, der spænder vidt. Men det er ikke disse programmer, man fremhæver i redegørelsen. Hvorfor ikke? Spørger generalsekretær i KLF, Kirke & Medier, Mikael Arendt Laursen.

– Det her stofområde er – desværre – ret unikt for DR. Men DR er gode til det, så de kan roligt være stolte af det – og vise det også i afrapporteringen!

Erfaring med begrænset interesse?

I TV 2’s redegørelse undskylder man til gengæld manglen af deciderede trosprogrammer med, at særlige kulturmagasiner ”erfaringsmæssigt vil have begrænset interesse hos seerne”.

– Jeg kan simpelthen ikke se, hvornår de sidst har forsøgt sig med magasinprogrammer om tro. Det må ligge mange år tilbage, siger Mikael Arendt Laursen.

i kontrakten står der intet om, at det kun er for voksne, at man skal dække den kristne kulturarv

Mikael Arendt Laursen

Til gengæld er trosstoffet derfor lagt ind i andre kendte formater, som Go’ morgen Danmark og Go’ Aften LIVE – og så deler stationen en liste med en lang række indslag, der skulle opfylde kravet om at dække trosstoffet. Fx indslag om pavelige besøg eller unge bedemænd, der møder fordomme.

– Når man ser på oversigten, så kan jeg i hvert fald sætte et minus ved 80-85 pct. af dem som trosstof. Det er nyhedsformidling. Trosstof handler for mig om at leve med tro, udfolde tro – det kan være gudstjenester og morgenandagter, – men også oplevelsesprogrammer, hvor man snakker om tro og beskæftiger sig med for eksempel Biblen. Når en kongelig bliver konfirmeret, ved jeg godt, at det foregår i kirken, men det er stadigvæk ikke trosstof. Det er nyhedsstof, siger Mikael Arendt Laursen.

Hvad med børn og unge?

Selvom DR til gengæld har flere gode og varierede trosprogrammer, har man også her en blind vinkel:

– DR løser langt hen ad vejen at dække den kristne kulturarv – for voksne. Når vi læser delen af redegørelsen, der handler om børn og unge, så er der intet om den kristne kulturarv. Og i kontrakten står der intet om, at det kun er for voksne, at man skal dække den kristne kulturarv. Det bliver en vigtig dialog, vi skal have med DR fremover.

I virkeligheden burde alle danskere ifølge Mikael Arendt Laursen gå ind og læse public service-redegørelserne og se, om de får det for pengene, som er lovet.

Opfordringen er hermed videregivet – hvis du får lyst til at studere rapporterne selv, så finder du dem her:

DR: https://www.dr.dk/om-dr/fakta-om-dr/public-service-redegoerelser

TV 2: https://omtv2.tv2.dk/medier/public-service-paa-tv-2/public-service-redegoerelser

Tidligere artikelSe, det er public service!
Næste artikelRadiogudstjenesten og dens udfordringer og glæder