Både i EU, folketinget og den brede danske befolkning spørger man sig selv og hinanden, hvordan vi kan gøre os mindre afhængige af USA og satse mere på det europæiske og det danske. De fleste af os er afhængige af teknologi og produkter fra amerikanske tech-giganter (Google, Facebook, X, OpenAI, Amazon m. fl.). Vi har derfor samlet en række europæiske alternativer, som kan være gode at kende.
Søgemaskiner:
Qwant

Franske Qwant afholder sig fra at opbevare eller sælge deres brugeres data, og præsenterer sig derfor som en som en søgemaskine: ”der værdsætter dig som en bruger, ikke som et produkt”. Qwant har delvis sit eget indeks, men udfylder hullerne med resultater fra amerikanske Microsofts Bing. Arbejder med tyske Ecosia på at opbygge et fælles europæisk søgeindeks.
Ecosia

Den tyske søgemaskine og browser Ecosia præsenterer sig selv som det klimavenlige valg, hvor systemerne kører på grøn energi, og overskuddet går til at plante træer og beskytte jordens biodiversitet. De er ligesom Qwant delvist afhængige af amerikanske søgemaskiner, men arbejder på at opbygge et selvstændigt europæiske søgeindeks.
Chatbot:
Le Chat

Som navnet antyder, er Le Chat fransk, og kan bruges på nogenlunde samme måde som ChatGPT fra OpenAI og Gemini fra Google. Det er firmaet Mistral, som står bag, og selvom den ifølge DR’s tech-analytiker Marcel Mirzaei-Fard er nogle skridt bagud i forhold til ChatGPT, men tilstrækkelig udviklet til at dække de flestes behov.
Sociale medier
Mastodon

Tyske Mastodon har en opbygning meget lig X (tidligere Twitter). Den fik da også en stor tilslutning, da Elon Musk købte Twitter i 2022. Ulig X får du som Mastodon-bruger kun vist opslag fra brugere, du følger – ikke opslag bestemt af en algoritme. Den store ulempe for Mastodon og andre europæiske sociale medier er, at de endnu ikke er i nærheden af at have den mængde brugere som Facebook, X eller Instagram har.
Email-tjenester og dataopbevaring
Proton Mail

Denne schweiziske mail-udbyder fokuserer på sikkerhed og beskyttelse af privatliv, idet alle mails er krypterede, så ingen udenforstående kan få adgang til deres indhold. Derudover har Proton en drev-funktion a la iCloud eller Google Drev til sikker opbevaring af data i skyen.
Mailbox.org

Mailbox.org er tysk og bryster sig også af et meget højt sikkerhedsniveau. Man betaler et mindre månedligt beløb for at bruge deres mail-program, som så også inkluderer filopbevaring i et drev og online programmer til bl.a. regneark og dokumenter.
Beskedtjenester
Olvid

Franske Olvid er et alternativ til Messenger, WhatsApp m.fl. Du kan sende beskeder, emojis og billeder, men uden at give appen adgang til informationer om dig som bruger – ingen email, telefonnummer eller navn. Fokus er på sikkerhed og sende-hastighed.
Oase

Oase er Danmarks eget Messenger-alternativ. Appen er uden reklamer og fastholdelsesmekanismer, og har fokus på et være en tryg platform for både børn og voksne. ’Oaser’ er en form for gruppechats, hvor man kan skrive sammen, lave afstemninger og begivenheder.
Streamingtjenester (Film og tv)
DRTV

På DRTV er der mulighed for danskere gratis at se programmer fra DRs kanaler og arkiver on demand og direkte. Ved at oprette en bruger ved hjælp af MitID kan du også se med på ferier i udlandet.
TV 2 Play

TV 2s programmer kan ses on demand og live på TV 2 Play, som har abonnementer i forskellige prisklasser, der også giver adgang til en række nordiske og engelske film og serier.
Viaplay

Viaplay er en stor, svenskejet streamingtjeneste med adgang til rigtig meget dansk og internationalt indhold indenfor film, serier og sport. Streamingtjenesten har abonnementer i forskellige prisklasser.
Filmstriben

På de danske bibliotekers online filmtilbud kan man se et udvalg af film og serier gratis, hvis blot man er bruger af sit lokale bibliotek. Du får et antal point hver måned fra din kommune til at låne film for.
Streamingtjenester (Musik)
Spotify

Endelig et tilfælde, hvor det mest populære produkt er europæisk. Spotify er svensk, og tjenesten giver adgang til adskillige millioner musiknumre samt podcasts. Fås i gratis udgave med reklamer eller i abonnement.
Qobuz

Franske Qobuz fokuserer på musikstreaming med høj lydkvalitet. Her kan man også købe og downloade albums i CD-kvalitet. Qobuz har ingen gratis version.
Mobiltelefoner
Fairphone

Fairphone er et hollandsk projekt, som producerer mobiltelefoner med fokus på bæredygtighed og rimelige arbejdsforhold under produktionen. Ifølge anmeldelser halter den seneste udgave, Fairphone 5, dog efter de fleste moderne smartphones på hastighed, batteriliv og brugertilpasning.
Nokia

Finske Nokia, som var blandt de største mobilproducenter før smartphonens tid, findes stadig og laver også smartphones. De er især kendetegnet ved at være robuste og relativt billige.
Find mere
Hjemmesiden european-alternatives.eu samler endnu flere gode europæiske digitale tjenester og produkter, blandt andet navigationsapps, oversættelsesprogrammer og browsere.













