Præster bruger Facebook til sjælesorg og kontakt med konfirmander

0
833

Folkekirken er så småt ved at komme i gang med at bruge Facebook. Kirkesider formidler information og præster chatter med sognebørnene. Men der er stadig meget at ønske, mener en ph.d. i Folkekirkens kommunikation på nettet.
Peter Fischer-Nielsen
Stadig flere kirker er på vej til at etablere en Facebook-tilstedeværelse, skriver Peter Fischer-Nielsen i Kristeligt Dagblad. Han har en ph.d. i Folkekirkens kommunikation på nettet og er for nylig tiltrådt som vicegeneralsekretær i Mission Afrika.
Han fortæller til Kristeligt Dagblad om udviklingen i Århus Stift:
– I en opgørelse fra Center for Samtidsreligion, der offentliggøres senere på året, viser det sig, at 24 ud af 58 sogne i Aarhus Stift har fået en Facebook-side.
Til sammenligning er det i USA 70 procent af kirkerne, der bruger Facebook, ifølge en aktuel rapport fra Barna Group.
Facebook er det førende sociale medier og egner sig formidabelt til dialog på sider, profiler og i grupper og direkte beskeder. Men Folkekirken tilbyder information frem for dialog, fortæller Peter Fischer-Nielsen:
– I et nyt speciale om tre bysognes brug af sociale medier, kan forfatteren Helena Christensen konkludere, at kirkernes Facebook-sider primært anvendes til “ren informativ formidling samt oplysninger omkring arrangementer”. Dialogen er der med andre ord ikke meget af på Facebook-siderne, der alt for ofte kommer til at ligne endnu en hjemmeside med informationer.
Anderledes er det med præsternes personlige profiler på Facebook, fortæller han.
– Det er ikke retfærdigt at vurdere folkekirkens aktiviteter på Facebook alene på baggrund af de officielle kirkesider. Langt mere interessant er det at betragte, hvordan præsten som person bruger Facebook og andre sociale medier til en række forskellige formål: til at kommunikere med konfirmander, til at indgå i debatter, til at yde sjælesorg og til at formidle kristendommen bredere ud i sognet.
Peter Fischer-Nielsen fortæller, hvordan en præsteven bruger Facebook:
– Det er sket flere gange, at en person har vist i sin status, at der var problemer, og jeg har så skrevet med vedkommende på chatten. Det er en god form for sjælesorg, som så også kan udvikle sig til et møde med hinanden og yderligere kontakt. Jeg har også kontakt med en del fra lokalområdet, som ikke går i kirke. Forleden kom vores lokale købmand hen og overraskede mig ved at sige, at jeg havde vel nok ret i det, som jeg havde skrevet på Facebook. Det er et fantastisk godt middel til at nå den del af et sogn, som vi ikke møder i kirken – endnu!

Tidligere artikelÆgteskab er mere end leg
Næste artikel7 skarpe spørgsmål til Absurdistan-redaktør