KLFs ønskeliste forud for medieforhandlingerne

Her er listen som KLF vil sætte fokus på i dialogen med kulturministeren og medieordførerne under medieforhandlingerne.

0
1254
Folketingssalen. Foto: Christoffer Regild

Tidligere kulturminister Mette Bock havde et ønske om, at DR skulle være et kulturelt fyrtårn i det danske mediebillede. At hun samtidig ønskede at give markant færre penge til DR er en anden sag. Men tanken om fyrtårnet kan jeg godt lide.

I en verden, hvor mediebilledet er så fragmenteret som aldrig før, har kommercielle aktører og udenlandske mediegiganter kridtet banen op til en kamp om vores alle sammens opmærksomhed.Det handler om seertal og binge watching af mere eller mindre lødige tv-serier og sjældent om at fokusere på det væsentlige. Her er det, at DR skal turde finde sit eget ståsted og holde fast i, at public service er noget andet og mere.

Hvad vil det sige at være et kulturelt fyrtårn? Mit bud er, at det handler om at sætte fokus på dannelse, demokrati, fællesskab og kultur. Disse fire begreber. Og så handler det om at formidle dem til alle aldre, så DR fortsat er relevant for os alle sammen. Troværdige, konstruktive nyheder, dokumentarprogrammer, dansk drama, (fælles) sang og musik, kristendom og tro og til dels også underholdning bør være noget af det, der i høj grad skaber sendefladen. Barren skal lægges højt, og DR bør ikke være bange for at overlade reality-programmer og tarvelige tv-serier til andre.

Vi skal igang med medieforhandlingerne ganske snart. Her vil KLF, Kirke & Medier igen sætte fokus på at sikre kristendommens plads i radio og på tv. Men vi vil også kæmpe for flere midler til dansk public service og stille større krav til særligt DR’s rolle som vores alle sammens kulturelle fyrtårn, der kaster lys ud over Mediedanmark.

Her er vores liste med ønsker

MEDIESKAT SKAL VÆRE TYDELIG

Det er fornuftigt, at licensen omlægges til en skat. Men det skal være tydeligt, hvad vi betaler i medieskat.

PRÆCISE KRAV TIL DR OG TV 2

Kravene til public service-medierne skal præciseres. F.eks. skal DR markere de kirkelige højtider og styrke kendskabet til traditioner, historie, salmer og kultur.

ANSVAR FOR ÆLDRE OG UDSATTE

Streaming-tjenester og kommercielle kanaler satser på yngre brugere. Derfor skal DR fokusere på ældre, udsatte og syge med bl.a. gudstjenester og fællessang.

PRIORITER DET VÆSENTLIGE

Offentligt finansierede medier skal prioritere historie, sprog, kultur og demokrati – herunder en tydeligere markering af de kirkelige højtider og helligdage.

STYRK DR TIL MERE SAMARBEJDE

DR skal styrkes, så DR står stærkt på alle platforme, kan købe programmer fra eksterne producenter og samarbejde med kulturinstitutioner og foreningsliv.

NY PUBLIC SERVICE TV-KANAL

Der er brug for en tv-kanal med fokus på kultur og livsholdning (ala DR K). Kanalen kunne drives af DR, DK4 eller i samarbejde mellem flere som tv-kanalen Arte.

DEMOKRATISER PS-MEDIER

DR og TV 2 bør ligesom TV 2-regionerne have repræsentantskaber og bestyrelser med en bred folkelig forankring – herunder lytter- og seerorganisationerne.

TV 2 GRATIS FOR ALLE

Den mangfoldighed i tv-billedet, man fik med etableringen i TV 2, savnes. Derfor skal TV 2 (og evt. TV 2 News og TV 2 Charlie) være gratis og omfattet af public service-krav.

TV 2-REGIONER SKAL STYRKES

Alle TV 2-regionernes programmer skal kunne ses på en fælles app, TV 2-regionerne skal dele flere programmer, og TV 2 skal hyppigere stille om til dem.

KLF har netop været til stormøde med kulturminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) om de kommende medieforhandlinger. På mødet deltog blandt andet også Netflix, Facebook, producenter, mediehuse, politikere og andre interessenter.

Tidligere artikelSådan bruger 50 unge indhold fra DR
Næste artikelKLF til stormøde om medieforhandlinger med kulturminister