Af Mikael Arendt Laursen, generalsekretær i KLF, Kirke & Medier
Tirsdag kritiserede Indre Missions formand Hans-Ole Bækgaard i Kristeligt Dagblad Mads Geertsen for henover sommeren i skikkelse af Onkel Reje at opfordre børn, der har været i Cirkus Summarum, til at blive små satanister, og alle opfordres til at lave sataniske håndtegn.
Hans-Ole Bækgaard er endnu én, der har kritiseret Onkel Reje for aldeles malplaceret underholdning. Tidligere biskop Steen Skovsgaard har også gjort det. Det samme har en lang række mediebrugere. Senest to drenge på seks og ti i KLFs magasin.
Det sætter en tyk, tyk streg under, at bægret er fyldt. Hvor mange protester skal der til fra forældre og børn, før DR siger, at nok er nok?
Konklusionen er helt enkel: Danmarks Radio bør stoppe samarbejdet med Onkel Reje omgående og fjerne ham fra sendefladen på både Ramasjang og DR TV.
DR kan umuligt blive ved med at påstå, at det bare er underholdning, at det blot er en uskyldig leg med fænomener fra vores kulturarv.
Onkel Reje har gjort meget godt, men det opleves herfra som om, at det, som han finder allermest interessant er at bygge videre på det, som en bred befolkningsgruppe har allermest imod.
Det seneste er hans leg med satanisme. Mange vil nok tænke: ”Nå pyt. Det er bare noget overtro. Det kan vi godt lege med.” Men lad os for et øjeblik antage, at satanisme er farligt, at der findes en åndelig verden, som påvirker os på godt og ondt. En væsentlig del af den danske befolkning tror på, at der er en åndelig dimension med både gode og dårlige kræfter. Burde Onkel Reje så ikke, når han nu ved, at der er en stor gruppe, der har det svært med det, udvise større forståelse og respekt for dem?
Det gør han ikke. Mads Geertsen vil ikke en gang stille op til dialog om Onkel Reje-figuren og reagere på den kritik, der er rejst mod hans alterego. Men han gemmer sig bag kommunikationsfolk og redaktører i DR.
Derfor kan der ikke være andre konklusioner, end at DR omgående må fjerne Onkel Reje fra sendefladen. Det tjener ikke noget formål at blive ved med at repræsentere noget, der ligger så langt fra DR, som noget kan.

Tidligere artikelÅbent brev til Joy Mogensen
Næste artikelDækningen af folketingsvalget skuffede mediebrugere

1 KOMMENTAR

  1. Jeg er helt enig ! Når kristne opfordringer ikke er velkomne på samme måde, bør sådanne vildledende opfordringer heller ikke være legale. De to skønne drenge i KLF’s foregånde blad tager osse afstand fra hans forvredne udtalelser. Og når børn har forstået det, burde voksne mennesker osse kunne fatte det.

Comments are closed.