Kom med på en hurtig tur rundt om mediebrugerorganisationens dialog med public service-medierne. Hør blandt andet, hvad DRs generaldirektør Maria Rørbye Rønn siger om KLF.
Dette er en opdateret version af vores præsentationsvideo, som alle er meget velkomne til at bruge. Den kan bruges til at fortælle folk om KLF. Det kan fx være i foreninger, kirker eller missionshuse.
Af Flemming Pless der er præst, fotograf og regionsrådsmedlem i Region Hovedstaden for Socialdemokratiet.
Imam Sherin Khankan er gæst hos programvært Anders Stjernholm.
Det skal som udgangspunkt nævnes, at jeg selv har været på besøg i udsendelsen Vorherre bevares og har tidligere haft to holmgange med radioværten på landsdækkende tv indenfor 16 timer. Det var i forbindelse med ateistisk forening som Stjernholm på det tidspunkt var formand for og som havde en kampagne for at hjælpe mennesker til at melde sig ud af folkekirken.
Derfor kender jeg også Anders Stjernholm som en klog, lynsnar debattør, hvor debatter ofte kredser om det religiøse som en stor udfordring. Og dette har han forfægter så ofte, at han en gang blev beskrevet som fundamentalistisk ateist. Hvad det så end betyder? Men I ser nok problemstillingen. Om det er en fordel, er det op til hver lytter at bedømme nytten af. Jeg kan godt se det. Man ved, hvor man har Anders Stjernholm når talen går på det religiøse.
Den kommer også tydeligt til syne i denne uges radioudsendelse og podcast som foregik med den lige så kvikke og talende Sherin Khankan, der er foregangskvinde og imam i Miriam moskeen og Exitcirklen. Samtalen var om mange ting. Men det var en gennemgående træk, at det handlede om feminisme og islam. Her talte Sherin sig vældig varm, som hun har for vane at gøre. Selvfølgelig, fordi det er et vigtigt emne at behandle. Khankan tror på fortolkningspluralisme, på det indlysende med kvindelig imamer, på at koranen trænger til en kritisk tolkning, og på at tvivlen kommer mennesket til gode. Hvorfor? Fordi vi er fejlbehæftede mennesker. Godt svar, Sherin! Netop det er religiøsiteten god til at pege på.
Generelt er Khankan klar i mælet angående sin kamp for kønsproblematikkers tolkning i en religiøs sammenhæng og i forhold til at Islam nyder en særstilling som en patriarkalsk religion som et problem i en moderne verden. Det er en interessant diskussion. Men problemet er, at vi befinder os i de eksklusive højder, hvor det mentale lix-tal er højt. Nok højere end de normale grupper, der har brug for debat benytter sig af, og hvor dem, der boner ind i integrationsdebatter, hører efter.
Anders Stjernholm har en teknik, der irriterer mig. Den består i, at han både har et relevant spørgsmål, men at spørgsmålet alt for ofte forsvinder i en sjov bemærkning. Men han er bedre end ellers i det her program med Sherin Khankan. Et eksempel i halen på, hvad Islam kan bruges til er: Anders Stjernholm stiller spørgsmålet om, hvorfor hun vælger at bruge en Gud, der er en elendig kommunikator og har formuleret sig dårligt for 1400 år siden? Det siges som en provokerende joke, men det stilles skarpt og er et nødvendigt spørgsmål. Og – det kunne have lige så stor relevans for kristendommen og jødedommen. Khankan er ikke til at provokere og gentager, at en moderne tilgang til islam må bero på det mantra, at et er at læse og et andet er at leve.
Om programmet retter sig til andre end dem, der i forvejen er kritisk interesseret i islam eller i ateistisk kritik af religioner, er et åbent spørgsmål for mig. Men emnerne i den del af samfundsoplysningen er interessant. Programmet bliver meget nemt en flabet udgave af en artikel i Weekendavisen. Men det skal der også være plads til. Vi kan nemt blive enig om, at religion er en udfordring for vor tids rationelle livstolkninger. Ligeså Sherins Khankans feministiske tolkninger og overvejelser om balancegangen med islam og demokrati. Vi fik aldrig helt svaret på, hvor religion er godt med disse vigtige emner. Men så kan jeg da i stedet sige til Anders Stjernholm, at religionen – om det er jødedommen, kristendommen eller islam – synes at give os en god platform for at tale om det det er at være menneske og samfund mellem – ja, undskyld Anders Stjernholm – mellem himmel og jord.
Da Rejsekortet i efteråret skulle udfases, var der ensidigt fokus på en telefon-app, som afløser for kortet, der bruges som betaling i bus og tog. Passagerer og forældre til helt unge passagerer, som ikke havde lyst til at bruge smartphones som betalingsmiddel, var i vildrede: Kunne det lade sig gøre at rejse med bus og tog uden en smartphone?
Den forvirring bakker Forbrugerombudsmanden så meget op om, at Rejsekort og Rejseplan A/S er blevet politianmeldt for markedsføringskampagnen. Selskabet har ”vildledt forbrugerne”, som det står på Forbrugerombudsmandens hjemmeside.
Frustration over behov for smartphone
KLF Kirke & Medier gik ind i sagen i november, fordi især mange forældre var kede af at skulle give deres barn en smartphone bare for at kunne køre med offentlige transportmidler.
– Nu har vi i mere end ti år arbejdet for, at vi bliver mere bevidste om, hvad skærmene gør ved os – og ikke mindst ved børn og barndommen. Vi ser nu, at forældre i stigende grad vil beskytte børnene mod skærmenes negative indflydelse. Så vi forstod til fulde frustrationen over at føle sig nødsaget til at skulle give børnene en smartphone for at kunne bruge bus og tog, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
For dårlig information om alternativ
Godt gemt nede på diverse hjemmesider kunne man dog finde oplysninger om, at der ville blive lanceret et nyt basiskort, som kunne fungere som et nyt rejsekort for dem, der ikke ville eller kunne bruge en telefon-app. Men denne oplysning var ikke markedsført godt nok. Forbrugerombudsmanden skriver:
”Virksomheden oplyste ikke klart og tydeligt i markedsføringskampagnen, at der stadig ville være et ikke-digitalt alternativ til billet-apps. Forbrugerombudsmanden vurderer, at flere elementer i kampagnen har været egnet til at vildlede forbrugerne”.
Det er derfor Rejsekort og Rejseplan A/S nu er blevet politianmeldt, efter at 35 forbrugere havde klaget til Forbrugerombudsmanden. Selskabet bag rejsekortet mener ikke, at man har ført vildledende markedsføring.
I et velformuleret forord til DRs redegørelse sætter bestyrelsesformand Lars Gert Lose og generaldirektør Bjarne Corydon smukt året i jubilæets tegn. 100 år er værd at fejre, og det kommer fint til udtryk her. Herfra er der dog tale om en rapport uden de store følelser – men DR skal jo også være faktabaseret ifølge den nye strategi.
Kristen kulturarv
Det understreges, at det stadig er en del af DRs formål at formidle den kristne kulturarv, hvilket også burde være helt naturligt under alle omstændigheder. Danmark bygger som samfund på en righoldig kultur, der i høj grad er præget af netop kristendommen. Man kan så undre sig over, at dette kombineret med et krav om alsidighed og pluralisme ikke udtrykkes i mere indhold om kirke og kristendom, når vi ser ud i verden omkring os. Hvad er det konservative, kristne USA for en størrelse? Hvilken rolle spiller den russisk-ortodokse kirke i krigen mellem Rusland og Ukraine? Kristendom og tro er ikke til at komme uden om i en verden i opbrud, og her kunne DR sagtens satse bredere.
Når man ser generelt på omfanget af oplysnings- og kulturstof på DR, så glæder jeg mig over en stigning i sendetimer på tv på 5-6 pct. sammenlignet med året før. På radioen er det desværre gået den anden vej. Trosstoffet opgøres desværre ikke særskilt, hvilket ellers kunne have været interessant. I KLF Kirke & Medier glæder vi os over, at DR også i 2025 havde en flot buket af både radio- og tv-programmer om tro, kirke og kristendom, hvilket de fortjener stor ros for.
At ville nå hele befolkningen
Med den nye strategi sætter DR nogle ambitiøse mål om at nå langt størstedelen af befolkningen uanset alder, og her kan nogle tal i rapporten godt vække til bekymring, selvom udsvingene ikke er markante.
DR når 2 pct. færre af os alle sammen på ugentlig basis, og faldet sker på alle platforme. Og mens vi generelt hører stor tilfredshed med DR LYD, så er der stadig for mange tekniske udfordringer med DRTV blandt vores medlemmer, når de sammenligner platformen med konkurrenterne. DRTV er blevet bedre, men helt i mål er man ikke nået. Måske det også smitter af på antallet af (trofaste) brugere?
Plusser og minusser på trosdækningen
Som nævnt er der meget at glæde sig over, når man ser specifikt på trosdækningen, selvom der stadig er meget, der kunne dækkes bedre. DRs medvirken til Himmelske Dage blev bemærket særdeles positivt af mange – også af vores medlemmer. Og nye programmer som Guddommelig arkitektur og Jonas genopstår blev modtaget med stor begejstring. Også det faktum, at vi for første gang har tv-gudstjenester på alle årets søndage, er vi taknemmelige for. Så mangler vi bare de mindre helligdage …
Med risiko for at gentage mig selv, bliver jeg igen i år nødt til at påtale, at DR svigter ganske betragteligt, når det kommer til at formidle den kristne kulturarv for børn og unge. Kirke og kristendom er nærmest ikke-eksisterende på de kanaler og platforme, som henvender sig til børn og unge, og nysgerrigheden overfor tro findes bestemt i den målgruppe. Her så vi gerne, at der blev skruet markant op for ambitionerne og kreativiteten.
Ligeledes undrer vi os over, at tro og religion ikke er et emne under kategorien folkeoplysning, uddannelse og læring, da Danmark de facto er et multi-kulturelt og dermed også multi-religiøst samfund, som vi som borgere har brug for at få en dybere og saglig forståelse for. Og endelig så mangler kirke og kristendom også i dækningen af Rigsfællesskabet, hvilket faktisk er underligt, da emnet burde være en god anledning til at se på nogle af forskellene mellem Danmark, Grønland og Færøerne.
Den gode dialog
Sluttelig vil jeg også her takke DR for den gode dialog, som vi har haft gennem jubilæumsåret. Tak for de formelle dialoger via SLS og ikke mindst de mange mere eller mindre uformelle møder, som det er blevet til gennem året.
Fun fact: Kategorien Præsentation er steget med 13 pct. sammenlignet med året før. Det er blandt andet DRs egenreklamer …
Kommerciel public service
TV 2 har tydeligvis et andet fokus end DR, og sådan skal det også være. En af styrkerne ved at have to store, offentligt ejede mediehuse er netop at sikre konkurrence, men også større bredde. Modsat DR er TV 2 selvfinansierende, hvilket også bliver fremhævet i redegørelsen – hvis vi skulle have glemt det …
Dansk indhold og sprog
I et lille sprogområde som det danske er det vigtigt, at vores medier fokuserer på dansk indhold og dansk sprog. Den ambition sættes fortsat højt hos TV 2, og det glæder mange brugere rundt omkring i landet. Jeg bemærker, at der er tale om et relativt lille fald i andelen af dansk indhold sammenlignet med 2024, og niveauet er stadig meget flot. Dog bør ledelsen naturligvis være opmærksom på, at faldet ikke fortsætter.
Det, der samler danskerne?
TV 2 har gennem en årrække brugt sloganet “Alt det vi deler”, hvilket er let at spejle sig i som bruger. Men også i 2025 måtte vi fra KLFs side konstatere, at én bestemt del af livet ikke fik nævneværdig opmærksomhed i sendefladen: Tro. Jeg ser det som en lille opmuntring, at bestyrelsesformand Gregers Wedell-Wedellsborg og administrerende direktør Anne Engdal Stig Christensen i forordet gør opmærksom på, at man i de kommende år i endnu højere grad vil sætte fokus på den brede public service, der “samler danskerne én for én” og dermed skabe større alsidighed og pluralisme. Vil den ambition også komme til at omfatte helt fundamentale emner som tro, kirke og kristendom, eller vil disse endnu engang blive henvist til tilfældige gæsteoptrædener i de populære morgen- og aftenformater?
Har nogen oplevelsen af mere tro?
Det er glædeligt, at netop Go’ morgen Danmark har fået udvidet sendetiden med henblik på at give plads til en større dækning af eksistens, som TV 2 definerer som tro, religion og psykologi bredt forstået (inspiration til refleksion). Vi har i skrivende stund endnu til gode at høre fra medlemmer, som har oplevet, at kirke og kristendom er blevet væsentligt mere synlig i formatet, men vi vil naturligvis holde øje med det.
TV 2 har – måske meget klogt – udeladt en mere specificeret oversigt over det trosstof, som de har bragt i det forgangne år. Her har vi tidligere kritiseret listen for primært at henvise til nyhedsdækning og ikke decideret trosindhold.
Et faster Anna-øjeblik
Jeg anerkender, at TV 2 producerer gode dramaserier og dokumentarer, som mange glæder sig over – hvilket jeg også gør personligt! Desto mere ærgerligt er det, når der i en oplyst og krænkelsesbevidst tid som vores dukker et helt unødvendigt og decideret pinligt øjeblik op i en af satsningerne. I sidste afsnit af anden sæson af krimiserien Hvide Sande spørger drabsefterforsker Maj (spillet af Anne Louise Hassing) den lokale sognepræst om, hvilken trosretning han prædiker ud fra. Et meget dumt spørgsmål, da den danske folkekirke kun har én trosretning. Og svaret er endnu værre og fordumsfuldt: Det er den benhårde og svovldryppende, indremissionske tro! Heldigvis retter sognepræsten hurtigt svaret til at være noget med kærlighed og fællesskab.
I KLF taler vi tit om forståelseskløften mellem medier/journalister og det kristne Danmark, og en scene som denne – der for øvrigt intet har med seriens handling at gøre – er for mig et ærgerligt faster Anna-øjeblik. Ligesom i Matador bruges dramaserien til at bekræfte fordomme og uvidenhed om tro og de kirkelige organisationer. En undrende henvendelse fra mig til manuskriptforfatteren er endnu ikke blevet besvaret.
Troværdighed er et nøgleord
TV 2 er uden tvivl en vigtig spiller, når det kommer til nyhedsformidling i Danmark. Med en solid 24-timerskanal vil TV 2 være det vindue til verden omkring os, som mange danskere helt naturligt vender sig mod, når konflikter, krige og store begivenheder skal forklares og forstås. I en tid med massiv misinformation fra både sociale medier, kunstig intelligens og nyhedsbobler er denne opgave vigtigere end nogensinde, og vi anerkender, at TV 2 med stor alvor og ansvarsbevidsthed påtager sig denne opgave. Troværdighed må og skal være et nøgleord, når vi taler nyhedsformidling i vores tid.
Dialog der gavner
Ligesom DR skal også TV 2 have stor ros for den konstruktive, inspirerende og respektfulde dialog, som vi har haft gennem året – både i SLS-regi og i de mange andre dialoger og henvendelser, som det er blevet til. Jeg er overbevist om, at dialog er med til at sikre forståelse og udsyn i begge retninger, og det er værd at bygge videre på.
Siden Gift ved første blik i 2013 første gang slog pjalterne sammen med kærlighedshungrende danskere, har KLF Kirke & Medier været en skeptisk deltager i globrylluppet. For hvor meget respekt er der egentlig for ægteskabet, når man allerede fra starten aner en skilsmisse i horisonten – og det gør man efter 11 sæsoner, hvor meget få par er blevet sammen.
Vi har dog åbnet ørerne for DRs programchef Anne Garlichs for at blive klogere på, hvad programmet kan, hvorfor det er så populært – og hvorfor det egentlig er så vigtigt, at parrene bliver gift i starten af programmet.
I KLF-studiet snakker vi om unges forbrug af medier på telefonen og deres had/kærlighedsforhold til techgiganternes tidssugende platforme. Hvis man i stedet bruger tid i foreninger, får man faktisk mere mening og tro på demokrati tilbage. Og så skal du også lige høre mere om den nye støttemulighed for KLF.
Medvirkende: KLFs generalsekretær Mikael Arendt Laursen og programchef i DR Anne Garlichs.
Vært: Malene Tonnung.
Klip fra: Gift ved første blik, sæson 11, DR
EKSTRAMATERIALE
Gift ved første blik: Brylluppet går i maven på os: https://klf.dk/gift-ved-foerste-blik-brylluppet-gaar-i-maven-paa-os/
Unge er afhængige, og de skammer sig: https://klf.dk/unge-er-afhaengige-og-de-skammer-sig/
Giv os en tank’ – støt KLF Kirke & Medier med OKs app eller kort: https://klf.dk/giv-os-en-tank-stoet-klf-kirke-medier-med-oks-app-eller-kort/
Podcast: Kan vores urealistiske syn på kærlighed og parforhold spores tilbage til medierne?: https://klf.dk/kan-vores-urealistiske-syn-paa-kaerlighed-og-parforhold-spores-tilbage-til-medierne/
Send meget gerne dine reaktioner ind her: https://klf.dk/reager/ Vil du gerne have et KLF-møde i kalenderen i din kirke eller forening? Så besøg http://book.klf.dk/ Hvis der er emner, du synes, at vi skal tage op i podcasten, er du velkommen til at sende en mail på podcast@klf.dk Hvis du har lyst til at støtte KLFs podcast og KLFs arbejde i det hele taget, kan det ske på Mobilepay: 76540. På forhånd tak for enhver gave! Hvis du ikke er medlem af KLF, er du meget velkommen: https://klf.dk/bliv-medlem/
Fire timer og ti minutter. Det er gennemsnitstiden, de unge i Connect-projektets undersøgelse bruger dagligt på mobiltelefonen. Ingen tvinger de unge, men med egne ord føler de sig indfanget og fastlåst af algoritmerne. De mest brugte platforme blandt de unge er Instagram og TikTok, men de andre sociale medier og platforme fylder også godt op på de unges smartphone.
Undersøgelsen er lavet på Roskilde Festival, hvor studerende på DMJX har set data på mere end 600 unges mobiltelefoner og interviewet dem om deres forbrug.
Synes selv det er for meget tid
Det er der kommet meget spændende viden ud af – ikke mindst de unges egne refleksioner over, hvordan de faktisk spilder tiden. De unge er nemlig yderst bevidste om, at livet passerer, mens de selv opholder sig i en digital parallelverden.
Hele 73 procent af de unge mener selv, at de bruger for meget tid på telefonen.
De fortæller om en udbredt længsel efter fysisk nærvær og fordybelse. De savner tid med venner og familie, oplevelser i naturen eller slet og ret ro i eget selskab.
Bange for at gå glip af noget
Men hvorfor slukker de så ikke bare, kunne man jo spørge?
– Idealerne er fuldstændig på plads, men de har svært ved at leve op til dem. Hvis ikke de er på deres apps, får de FOMO (frygten for at gå glip af noget), for det er også der, alle deres venner er. De føler sig fanget af de sociale medier, selv om de ikke har lyst. Det giver dem ekstremt dårlig samvittighed i en grad, så de ønsker, at politikere og institutioner skal hjælpe dem med at begrænse brugen. De kan ikke selv, siger Signe Kammersgaard Müller, som er adjunkt på DMJX og en af projektets to forskere.
Tydeligt, at de unge er afhængige
De unge har i stor udstrækning helt styr på, hvordan de både burde bruge mobiltelefonen – og til hvad. De ved, hvilke nyhedsmedier, som er troværdige – og at de bør være kildekritiske og opsøge viden udenfor egne cirkler.
– At de alligevel falder ned i huller med meningsløs doomscroll og tidsspilde efter egne udsagn, er altså tydelige tegn på afhængighed. Det er blandt andet det, vi har advaret mod i mere end ti år her i KLF Kirke & Medier gennem vores Mediemod, siger generalsekretær Mikael Arendt Laursen.
Flere holdninger til de unges forhold til mobiltelefonen? I KLF Kirke & Medier tager vi emnet op i næste udgave af vores podcast Lyt til KLF, som udkommer midt i maj. Selve undersøgelsen: Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var med på sidste års Roskilde Festival, hvor 25 af skolens studerende fik lov at stikke næsen helt ned i 600 unges mobiltelefoner. De unge – i alderen 18-35 år – blev interviewet om deres syn på og adfærd i forhold til medier. Undersøgelsen består ud over de 600 interview også af en repræsentativ online spørgeundersøgelse med 1700 respondenter, hvoraf godt 500 er i aldersgruppen 18-35 år, mens resten er fra 36 år og op - for at sammenligne svar på tværs af generationer. Rapporten ’Hvad unge mener, at de bør - og hvad de faktisk gør - med medier’ er netop udkommet. Læs, og download rapporten på dmjx.dk/connect.
Den blonde kvinde stråler, lettelsen afspejles tydeligt i både manden og kvindens øjne. De kan lide, hvad de ser. Og det betyder noget, når man står over for sin kommende ægtefælle. Et andet sted til et andet bryllup er modtagelsen lidt mere behersket – i hvert fald fra kvindens side. Den lidt mindre mand med et skævt smil og hurtige kommentarer fejer ikke umiddelbart benene væk under hende. Men han er imponeret over sit eget held – en klar overscoring, som han kalder det.
Efter fem uger er det lige omvendt: Tvivlen er krøbet ind og har overskygget den ellers stormfulde forelskelse hos det blonde par, og manden med det skæve smil har fået et bredt smil. Han har charmeret sig ind på sin overscoring, og det unge par er blevet forelskede – på godt og ondt, men mest godt …
Med i terapi-rummet
Tv-eksperimentet Gift ved første blik løb i 2025 over skærmen for 11. gang – og over en million danskere er på fornavn med Lasse og Dorthe, Otto og Amalie. Det er stort set lige så mange seere, som da eksperimentet for tolv år siden rykkede fra DR3 til DR1.
– Udsendelserne giver os muligheden til at reflektere over parforholdet, at diskutere relationer og gøre os klogere på den her kærlighed, som både kan være smuk og svær, men jo fylder sindssygt meget i vores liv. Og det gør den jo, uanset om vi er single, i parforhold, eller på vej ud af et parforhold, så er det noget, vi er optaget af og kan spejle os i, siger Anne Garlichs, der er programchef i DR.
Især det forhold, at vi alle længes efter det forpligtende parforhold og tosomheden, men har sværere ved at finde det end nogensinde, mener Anne Garlichs er en del af tiltrækningskraften, som gør, at seerne efter så mange år fortsat er optaget af Gift ved første blik.
Men som public service-medie skal DR jo ikke bare levere stof til sladderblade. Så hvad er det, Gift ved første blik kan udover at tiltrække seere?
– Det, vi helt klart bidrager med, er at åbne op for nogle situationer, vi alle sammen kender, når det gælder den smukke, men også svære kærlighed. Og så synes jeg, at det er værd at bemærke, at Gift ved første blik er det eneste kærlighedseksperiment på tv, hvor vi er med i et terapi-rum. Og hvor vi ser den selvudvikling, de enkelte og parrene går igennem, og på den måde bliver klogere på de mekanismer, der er på spil, siger Anne Garlichs.
Public service for kærlighed
Modsat de par, der kaster sig ud i at give matchet en chance, afslører kameraet tydeligt, at ikke alle er lige begejstrede for deres tildelte partner. Her er skildringerne om noget endnu mere personlige – som seer bliver man til tider ilde berørt over de umærkelige, men alligevel sikre tegn på afvisning, skyld og skam.
– Vi er meget optaget af, at det her terapirum fylder så meget, at det bliver taget imod af seerne. Så vi får en forståelse for, hvilke kræfter, der er i gang, når vi forelsker os, når vi bliver kede af det, når vi misforstår hinanden. Og prøve at give et forståelsesrum for, hvordan man kan arbejde med det her parforhold.
Netop dette blik ind i deltagernes liv og terapi, gør Gift ved første blik til public service, mener Anne Garlichs, selvom det er et unikt parforhold på speed, de modige deltagere vil opleve.
– Der er selvfølgelig en risiko for, at det er et konstrueret forløb. Det er mere ekstremt, og det er mere intenst. Men situationerne, udfordringerne og de dilemmaer, der opstår, er vi ret overbeviste om, giver mulighed for at spejle os i noget, vi alle sammen kan identificere os med. Og så gør vi en dyd ud af at italesætte og sætte rammer, så ingen – hverken deltagerne eller seerne – er i tvivl.
Magien er svær at fremtrylle
Siden det første eksperiment løber over skærmen i 2013, har konceptet Gift ved første blik løbende ændret sig for at følge med tiden, deltagernes behov og nye indsigter. I dag sover brudeparret ikke sammen første nat, de har fået flere pauser og gruppedates med de andre par, der oplever det intense eksperiment. Men selvom selv matching-metoden også er blevet opdateret, er skilsmisseprocenten fortsat ganske høj hos de deltagende par.
– Selvfølgelig kan vi ikke sætte ægteskabet på formel. Heldigvis, vil jeg egentlig sige. Magien, kemien, alle de her vidunderlige faktorer kan ikke sættes på en formel. Men det, vi prøver, er jo at skabe nogle andre og gode rammer for et match og et givet parforhold.
– Det, jeg synes, er relevant, er, at de deltagere, der melder sig, jo typisk er trætte af den måde, de dater på. De søger kærligheden, de søger parforholdet og beder på sin vis om hjælp. De er måske frustrerede over deres egne mønstre, som de gerne vil have brudt. Gift ved første blik er en anden vej ind i det for dem, der har lyst til at prøve at lægge matchet i nogle andres hænder. Og som sagt: Det kan ikke sættes på en formel, og skilsmisseraten er forholdsvis høj.
Anne Garlichs peger på, at selvom mange vælger skilsmissen i slutningen af programmerne, så har de lært så meget om sig selv og om parforhold, at de fleste faktisk finder kærligheden og et godt parhold efterfølgende.
Forpligtelsen er vigtig for programmet
Når KLF Kirke & Medier gennem de seneste tolv år har været kritiske over for DRs kærlighedseksperiment har det primært handlet om, at deltagerne bliver gift – og dermed også skilt for størstedelens vedkommende. Når ægteskabet udsættes for et eksperiment – og indgås samt opgives så let – så taler det imod opfattelsen af ægteskabet som et forpligtende forhold.
Men det er netop det forpligtende signal, som et ægteskab sender, der får DR til at holde fast i konceptet.
– Det er jo en måde at signalere på, at vi mener det seriøst, og at vi gerne vil engagementet. Det er jo også det, vores deltagere melder sig til. De melder sig til, at de er på jagt efter en partner for livet. Brylluppet signalerer, at man mener det alvorligt. Datingmarkedet er mere flygtigt og overfladisk end nogensinde. Vores deltagere er trætte af at swipe og blive swipet væk.
Troen er for privat
Præsterne og den kirkelige vielse, som man så i de første sæsoner af Gift ved første blik, er dog taget ud af konceptet. Anne Garlichs har ikke selv været ind over programmet, da præster var en del af panelet og vielsen, men hun synes, at det giver mening at holde denne del ude af eksperimentet.
– Jeg synes, det at skulle vælge religion, vælge tro, er en privat ting, som jeg gerne vil lade forblive i det private, og ikke blande sammen med det her tv-eksperiment, som handler om parforholdet.
Hun peger på, at parrene jo hverken ved, hvor de bliver gift, af hvem og med hvem – derfor skal de ikke udsættes for, at andre træffer et valg vedrørende tro oven i. Men selve vielsen vedholder hun er vigtig for programmet.
– Der er tale om jagten på et parforhold, på et ægteskab. Det er ikke jagten på en one-night-stand eller en ferieflirt. Her er det brylluppet, der signalerer, at man mener det alvorligt.
I KLF Kirke & Medier forholder vi os fortsat kritiske til formatet Gift ved første blik - det kan du høre mere om i vores podcast Lyt til KLF, der udkommer midt i maj 2026. Du kan også læse hele artiklen i vores medlemsmagasin Dialog nr. 1/2026
Man kunne argumentere for, at alvoren og forpligtelsen kunne ordnes med en kontrakt med deltagerne. Men her er Anne Garlichs ikke i tvivl om, at vielsen har en følelsesmæssig funktion – udover at være godt tv, selvfølgelig.
– Selvfølgelig handler det også om, at vi skaber nogle rammer, som går i maven både på vores deltagere og os seere. Rammer, som vi alle sammen drømmer om, og som vi kan genkende. Den signalværdi, tror jeg, er meget vigtig. Jeg er ret overbevist om, at det også engagerer vores deltagere endnu mere, fordi det føles ægte og rigtigt, og det kan man godt mærke, når de møder hinanden i den ceremoni. Jeg tror, at symbolværdien af et bryllup betyder meget, og at det gør en forskel for konceptet.
Bevidsthed gør det mere naturligt
Selvom både produktion og deltagere efterhånden er mere erfarne med, at mediebevågenheden også er en del af oplevelsen, har Anne Garlichs ikke opfattelsen af danskere tilmelder sig Gift ved første blik for at realisere sig selv på anden vis.
Det er processen for krævende til. Og det forudsætter en drivkraft, der er stærkere.
– I dag har alle en forståelse for, hvordan man formidler. Men jeg tror faktisk, det er blevet mere ægte og naturligt, end det tidligere har været med den forståelse.
Selve lysten til at deltage og gøre det hårde arbejde bunder derfor ifølge Anne Garlichs stadig i ét forhold: Kærligheden.
– Det er jeg overbevist om. Jeg tror, at vores deltagere ægte søger kærligheden. Jeg tror ikke, man vil kaste sig ud i det, hvis man ikke mente, at man faktisk gerne ville finde den eneste ene.
Er det lidt hårdt at sætte pistolen i tanken for tiden – og har du lidt dårlig samvittighed over, at du ikke får støttet KLF Kirke & Medier nok? Så kan du nu gøre det ene lidt sjovere ved at gøre det andet!
Ved at bestille et OK-kort eller hente OK-appen og bruge en af dem, når du tanker eller køber strøm, kan du få os som modtager af OKs sponsorstøtte.
Du støtter KLF Kirke & Medier med 1 øre pr. kWh, hvis du har en privat el-aftale med OK, 5 øre pr. kWh, når du lader på farten med OK-appen og 5 øre pr. liter diesel eller benzin, du tanker med et OK-kort eller OK-appen.
Bestil dit OK-kort, hent din OK-app og vælg os som modtagere – læs mere her: Sådan støtter du lokalt sammen med OK.
Har du allerede et OK-Kort? Så angiv det som betalingsmiddel i OK-appen og gå ind under “Mig” og “Sponsorstøtte” for at vælge KLF Kirke & Medier. Du kan også vælge KLF Kirke & Medier, som modtager af din støtte på OK.dk under “Min OK”.
Har du yderligere spørgsmål, så ring til OK på tlf. 70 10 20 33.
Tidligere på året skrev vi en artikel om den opsigtsvækkende retssag mod tech-giganten Meta, hvor en nu 20-årig kvinde og hendes mor anklagede selskabet for at skabe afhængighed af deres apps hos datteren som mindreårig og skadet hendes mentale helbred.
I slutningen af marts faldt der dom i sagen ved retten i Los Angeles, og Meta, som står bag Facebook og Instagram, blev pålagt at betale cirka 14 millioner kroner til kvinden, mens Google, som også var anklaget i søgsmålet, blev pålagt at betale cirka 6 millioner kroner.
Første gang tech-giganter tildeles ansvaret
Det er første gang, en domstol konkluderer, at tech-giganterne har et ansvar for afhængighed og mistrivsel hos et specifikt ungt menneske, og mens beløbene i sig selv er uanselige for virksomheder af deres kaliber, kan sagen alligevel vise sig at være af stor betydning for deres fremtidige praksis. Det er nemlig kun den første af tusinder af lignende erstatningssager mod Meta i USA, og med denne afgørelse som præcedens kan det ende med at blive meget dyrt.
Google og Meta er uenige i dommen og planlægger at anke den, men hvis den står ved magt, kan tech-giganterne blive tvunget til at fortælle deres brugere mere tydeligt om de skadelige effekter, deres platforme kan have på børn og unge.
Dansk ekspertvidne i retten
I sagen vidnede blandt andet den danske psykolog Lotte Rubæk, der tidligere selv har siddet i Metas globale ekspertgruppe for selvskade og spiseforstyrrelser, og fortalte juryen om Metas mangelfulde indsats mod mistrivsel blandt deres unge brugere. Hun udtaler til DR, at Meta ”misleder befolkningen” og ”fortæller, hvad de gør for at forbedre sikkerheden, og hvor sikre deres platforme er at være på, men det, der foregår internt, er en helt anden dagsorden.”
Meta på anklagebænken i Danmark
Kort efter afgørelsen mod Meta og Google i Los Angeles begyndte så en tilsvarende sag i Danmark. Det er den hollandske nonprofit-organisation Somi, som ved Københavns Byret har anlagt sag mod Meta med anklage om, at deres produkter bevidst er designet til at være vanedannende og skabe afhængighed, og at de har ført til at mindreårige brugere og forældre i Danmark har lidt psykisk overlast.
Desuden angiver Somi, at Meta ”uden reel beskyttelse” udnytter unge menneskers sårbarheder for at maksimere deres brug af platformene for at få flere annonceindtægter. Somi har også anlagt lignende retssager mod Meta i Holland, Belgien og Tyskland.
I KLF har vi siden 2017 arbejdet med at udbrede kendskabet til de negative konsekvenser af vores medieforbrug, og vi hilser dette opgør med de afhængighedsskabende algoritmer velkommen.
Hvad kan du selv gøre? Savner du inspiration til et sundt og bevidst medieforbrug for dig og dine nærmeste, så kan du booke vores foredrag med overskriften Mediemod, som kombinerer ny viden om digitale mediers påvirkning med de bedste bud på, hvordan vi skruer ned for skærmtiden og finder gode alternativer. Foredrag kan bookes her.
Parterapeut og sexolog Amanda Lagoni synes, at nye medier og reality-genrer er både bekymrende og spændende – fordi hun både ser fordele og ulemper ved den udvikling, som følger.
Vi har taget hul på et kærlighedstema, og vi starter med at blive klogere på, hvad kærlighed i medierne gør ved os. Og hvordan vi kan bruge det til at blive bedre ud i disciplinen: Parforhold.
Men først skal du lige en tur med i KLF-studiet, hvor vi slet ikke er færdige med valgkampen. KLF Kirke & Medier vil nemlig tage fat i en større evaluering af mediernes indflydelse på valg.
Vi kommer også omkring AI – den kunstige intelligens – der lige nu oversvømmer nettet, og hvorfor den egentlig gør det, mens Meta og Google har fået de første domme for at være afhængighedsskabende og mislede samt skade psyken hos unge mennesker.
Medvirkende: KLFs generalsekretær Mikael Arendt Laursen og parterapeut Amanda Lagoni.
Vært: Malene Tonnung.
EKSTRAMATERIALE
Medieombudsmand giver tiltrængt opsyn med influencere: https://klf.dk/medieombudsmand-giver-tiltraengt-opsyn-med-influencere/
Podcast: Public service – nødvendigt eller overflødigt?: https://klf.dk/public-service-noedvendigt-eller-overfloedigt-trusler-og-valgflaesk-tilsat-aandelig-oprustning/
Den lette kærlighed på skærmen er den farligste: https://klf.dk/den-lette-kaerlighed-paa-skaermen-er-den-farligste/
Meta anklages for at skabe afhængighed og psykiske problemer: https://klf.dk/meta-anklages-for-at-skabe-afhaengighed-og-psykiske-problemer/
Send meget gerne dine reaktioner ind her: https://klf.dk/reager/
Vil du gerne have et KLF-møde i kalenderen i din kirke eller forening? Så besøg http://book.klf.dk/
Hvis der er emner, du synes, at vi skal tage op i podcasten, er du velkommen til at sende en mail på podcast@klf.dk
Hvis du har lyst til at støtte KLFs podcast og KLFs arbejde i det hele taget, kan det ske på Mobilepay: 76540. På forhånd tak for enhver gave!
Hvis du ikke er medlem af KLF, er du meget velkommen: https://klf.dk/bliv-medlem/
Kærlighed som tema i medierne er en historie, der går længere tilbage end KLF Kirke & Mediers. Mennesket har altid beskæftiget sig med emnet i kulturen, så langt tilbage som vi har kilder, der har overlevet tidens gang. Men én ting er den romantiserede kærlighed, som vi nogle gange kan holde ud i en armslængde, noget andet er den tendens, vi ser i dag, hvor reality og internettet sælger os kærlighedshistorier som en slags virkelighed.
Vi har allieret os med parterapeut og sexolog Amanda Lagoni, der både møder virkelighedens udfordringer i parforholdet til daglig, og som selv har erfaring med medierne som ekspert i f.eks. reality-udsendelser om kærlighed.
– Kærlighed og seksualitet er emner, som berører os alle sammen. Og særligt kærligheden. Lige meget, hvor unge eller gamle, vi er, så har vi brug for at høre til. Vi har en grundlængsel i os af at blive elsket og høre til et sted. Vi er sociale og har brug for hinanden, siger Amanda Lagoni om årsagen til, at kærlighed fylder så meget i vores medier.
De senere årtier er kærlighed gået fra at være den store Hollywood-bestseller til at rykke ind i reality-programmer, og således sælge os illusionen om, at det vi nu ser, er tættere på virkeligheden. Denne udvikling ser Amanda Lagoni både udfordringer, men også potentielt nye fordele ved.
– Hollywood og Disneys billede af kærligheden har indtil nu været, at kærlighed er let og romantisk, hvilket jo er helt urealistisk og meget forkert, efter min opfattelse. Mange af reality-programmerne handler om at finde et match, og her er det jo ganske få, det lykkes for. Så det er blevet tydeligere, at det kræver investering og tid, og at det ikke er hverken heldigt eller tilfældigt, og det gør mig egentlig glad, at det bliver vist.
Er besværlig kærlighed noget værd?
Det er altså den Disney-ficerede kærlighed, der risikerer at være den mest farlige for vores eget parforhold. I hvert fald er det den, der skaber flest fejlopfattelser af kærligheden, når Amanda Lagoni møder sine klienter i terapirummet.
Fakta om Amanda Lagoni
Amanda Lagoni er uddannet sexolog og parterapeut. Er gift og har to børn.
Har haft en klinik i 14 år på Nørrebro, skriver artikler, bøger, holder foredrag, underviser og laver podcasts om parforhold, lyst og relationer.
Bruges som ekspert i programmer om kærlighed/parforhold.
– Jeg har mange klienter, der sidder på de der dating-apps, hvor man swiper til og fra. Nogle har ideen om, at når de så mødes med nogen, at enten så er den der, eller også er den der ikke. Altså kærlighed ved første blik. Det tror jeg er et produkt af den meget lyserøde, romantiske Disney-fornemmelse af, at man bare ved det: Jeg så dig, og så var den der bare, og så var vi uadskillelige siden.
Størstedelen af os er vokset op med det eventyr: At så levede de lykkeligt til deres dages ende.
– Og sådan fungerer det jo ikke i virkeligheden. Men det er jo det billede, vi oftest har: At kærlighed skal være let. Og hvis det så viser sig at være besværligt, så er det måske ikke det værd? Det er sådan en sætning, jeg hører tit. Eller vi begærer ikke hinanden længere – så er der noget galt med os?
Når vi forelsker os, kommer vi ofte tættest på den version af kærligheden, som vi ser på film og tv. Forelskelsen er den mest portrætterede del af kærligheden. Men når hverdagen kryber ind, begynder bøvlet med vores forskelligheder. Vi kommer med forskellige baggrunde, har forskellige ømme punkter, hver sine værdier, og så bliver det måske lidt mere kedeligt, når hverdagen skal passes.
Vi kan spejle os og føle os normale
Her kan de nyere reality-programmer måske noget, som vi ikke har set før:
– Det spørgsmål, jeg oftest får, er: Er det her almindeligt? Hvad er normalt? Hvad kan man forvente? Som de sociale væsner vi er, har vi brug for at se, at andre også synes, at det her er svært: Det er ikke kun mig, der ikke kan finde den eneste ene. Det er ikke kun mig, der har konflikter i mit parforhold, siger Amanda Lagoni.
Derfor sidder mange af os klistret til skærmen for at se, om parrene i Gift ved første blik, Hotel Romantik eller nogle af alle de andre datingshows lykkes eller fejler.
– Lykkes de, så fodrer det vores håb om, at der også er noget for mig, eller noget jeg måske kan lykkes med. Og fejler de, så får vi en fornemmelse af, at vi ikke er alene om at fejle, eller at vi da trods alt har det bedre end dem på skærmen.
Denne spejling af os selv op imod det, vi ser på skærmen, kan være både godt og svært, tilføjer Amanda Lagoni. Men det normaliserer mange områder indenfor parforhold, og får os til at føle os mindre forkerte.
– Det kan både inspirere og være lidt skævvridende. Det kan skabe skam, folk kan føle sig forkerte i forhold til det, de ser. Modsat kan det opløse skam, når folk kan tænke: Ej, så er jeg ikke så forkert.
Derfor skal vi i høj grad være bevidste om, hvad det er, vi sidder og fodrer os selv med – og om vi bliver i godt eller dårligt humør af det, vi ser eller følger på sociale medier.
Du kan læse eller høre flere gode råd og meninger fra Amanda Lagoni i vores magasin Dialog nr. 1/2026 - eller lytte til interviewet i podcasten Lyt til KLF: Kan vores urealistiske syn på kærlighed og parforhold spores tilbage til medierne?, hvor Amanda Lagoni både uddyber og taler om, hvordan vi selv kan pleje kærligheden.
Det koster at følge med tiden!
Selvom KLF Kirke & Medier nu er en 100-årig, er vi hverken færdige eller ser færdige ud. Faktisk er vi på nogle fronter mere på barrikaderne, for medierne har i særlig grad brug for en vagthund, i takt med at algoritmer og tech-giganter udfordrer mediernes rolle som bidsk overvåger.
Vi er også en frimodig 100-årig, som i forbindelse med jubilæumsåret vil spørge, om DU har lyst til at være med i en jubilæumsgave til KLF?
Alle beløb er velkomne og gør en forskel for vores arbejde – både med at levere viden og inspiration til vores medlemmer, til at udbrede vores synspunkter og i arbejdet med at holde dialogen i gang med relevante medier i Danmark.
At fylde 100 år er både et udtryk for, at KLF har holdt sig relevant op gennem historien, og at der stadig er behov for det arbejde, vi gør. Det er også en kærkommen lejlighed til at gøre ekstra meget opmærksom på vores eksistens – og det kan vi, fordi vi stadig har mange medlemmer – og især medlemmer, der gang på gang støtter ekstra op med gaver.
Tak!
Og så håber vi, at du også deltager til oktober, hvor vi hver især trækker i festtøjet til det årlige landsmøde og råber et fælles hurra for den 100-årige.
Der er 3 måder, hvorpå du deltage i vores jubilæumsgave:
Gaven er fradragsberettiget, hvis vi har dit cpr-nr.
