Generalsekretær i KLF, Kirke & Medier Mikael Arendt Laursen deltager fredag 17. juni kl. 10 i en event på Folkemødet på Bornholm. Her debatterer han udfordringerne og mulighederne for kirke- og trosstof i medierne med generalsekretær i Indre Mission Jens Medom Madsen og redaktør for Luthersk Mission Nichlas Lautrup-Meiner. Du kan læse Mikael Arendt Laursens oplæg til debatten her.
“Højmessen” på P1. “Morgenandagten” på P2 og DR K. “DR Kirken” på DR K og lidt for sjældent på DR1. “De unge præster”, “Mirakler i Midtjylland” og “Tro når det gælder” på DR. “Jeppesens Bibelskole” på Radio24syv. “Mennesker og tro” på P1. Læg hertil en række trosprogrammer fra regionale stationer som TV Øst og TV Midtvest.
Kan du se mønsteret?
Stort set alle programmer, der handler om kirke, tro og kristendom sendes på Public service-kanaler. Taler vi religion bredt, så kan TV 2 Danmark også være med, for eksempel med programmer som “Moskeerne bag sløret”, en relativ aktuel dokumentarserie, der også bragte en del debat med sig. Også TV 2 Danmark definerer sig selv som en public service-udbyder, ifølge generaldirektør Merethe Eldrup.
Min pointe er, at public service er forudsætningen for trosstof i medierne. Uden stærke public service-medier vil trosstoffet få meget vanskelige vilkår på landsdækkende kanaler. Det gælder i øvrigt en række nicheområder generelt. Disse små stofområder er vigtige for os som samfund, da de er med til at give os et større udsyn og indblik.
Desværre lever vi i en tid, hvor public service-medierne er truet fra flere sider:
Trussel nr. 1: Politikerne sætter i disse år spørgsmålstegn ved, om public service-udbyderne skal have så stor en platform, som de har i dag.
Kulturminister Bertel Haarder har nedsat et udvalg med Connie Hedegaard i spidsen, som skal komme med forslag til, hvordan public service kan defineres i fremtiden. Jeg er bekymret for, hvad konklusionerne af udvalgets arbejde bliver, selvom vi fra KLF’s side har været i dialog med Connie Hedegaard et par gange og her har givet udtryk for denne bekymring, som vi også har mødt forståelse for.
Trussel nr. 2: De kommercielle mediehuse med Danske Medier i spidsen føler sig pressede af særligt DR, fordi de fejlagtigt tror, at det er DR, der gør det svært for dem at tjene penge. Der er ingen tvivl om, at disse kommercielle spillere gerne så DR beskåret kraftigt og public service-midlerne fordelt på en helt anden måde.
Trussel nr. 3: Mediebrugerne selv presser public service-udbyderne både direkte og indirekte.
Direkte ved ikke at ville betale licens, fordi de meget snævert ser på deres eget medieforbrug og vurderer, at Netflix alligevel har overtaget den største plads. De tænker ikke på det større, fælles bedste og andres behov eller ønsker. Og diskussionen om licens bliver til en diskussion om public service i det hele taget.
Indirekte fordi kun et fåtal af os reelt bruger tid på at høre og se de kirkeligt inspirerede programmer som “Tro når det gælder”, “De unge præster”, “Højmessen” eller “Jeppesens Bibelskole”. Det giver lave lytter- og seertal og skaber alt andet lige et pres indefra. Hvis ikke nu, så i hvert fald på den lange bane.
Vi lukker os inde i en selvdefineret medieverden, hvor vi vælger vores egne nyheder fra kilder, som vi identificerer os særligt med, og dermed giver vi køb på mangfoldighed og bredde. Vi fokuserer på snævre, egoistiske behov uden syn for fællesskabet og den større sag.
Samtidig er der kun ganske få af os, der vælger at reagere på programmerne – positivt eller negativt. Det kan man som altid gøre enten direkte til medierne eller meget gerne gennem KLF, for det gør en forskel i vores dialog med medierne.
Hvis vi som kristne mediebrugere vil være med til at sikre en af Danmarks største missionsplatforme – medierne – så skal vi ind i kampen. Vi skal bakke op om – og også gerne bruge – public service-medierne trods andre, mere egoistiske behov. Vi skal vise, at programmer om kirke og kristendom er vigtige for os.
Vi skal deltage i debatten og udfordre de kommercielle medier på deres påstand om, at DR er deres fjende. Det er ikke korrekt. Jeg tror, at fjenden skal findes hos Facebook, Google og YouTube. Kommercielle mediehuse i udlandet er lykkedes med at ændre strategi uden, at public service-medierne blev mindre. Et eksempel er Financial Times i England, der har stor succes med at flytte brugerne over til deres betalte, digitale platforme.
Men også danske medier, for eksempel Information og Kristeligt Dagblad, har gode erfaringer med at skabe et produkt, som kan overleve og endda udvikle sig positivt i et presset, kommercielt mediemarked.
Som mediebruger skal vi også holde op med at læne os tilbage og være passive. Vi skal reagere.
Vi skal komme med konstruktiv kritik og ros, når det er på sin plads. Når KLF gennem dialog er med til at sikre stærke og relevante public service-medier, er vi med til at sikre kristendommen i radio og tv til gavn for hele Danmark.
Hvis ikke medierne arbejder for at give os et fordomsfrit og nuanceret billede af kristendom og religion i det hele taget, bliver vi et fattigere samfund, hvor netop fordomme præger en debat, der meget ofte bliver afstumpet og hård.
Her har medierne fortsat meget at lære, men uden vores public service-medier er kampen tabt. Tro og religion hører til i det offentlige rum. I debatten mellem mennesker. I skoler og på uddannelsessteder. På arbejdspladserne. Og i vores medier.
